Brokollaps bliver dyrt
Udgifterne efter brokollaps i weekenden løber op over 20 millioner kroner
Weekendens brokollaps på Helsingørmotorvejen løber op i et større to-cifret millionbeløb. Alene prisen på selve broen er 20 millioner kroner og hertil kommer udgifterne til de mænd og maskiner, som efterfølgende måtte fjerne broen og rydde op.
Det oplyser projektchefen i Vejdirektoratet, Erik Stoklund Larsen til Ritzau.
"Hvor dyrt det præcist vil blive, er svært at sige," siger han.
Broen ved Egebækvej i Nærum styrtede delvist sammen lørdag aften i forbindelse med støbearbejde.
Undersøger årsagen
Arbejdet med at rydde op gik i gang søndag eftermiddag, og først tirsdag eftermiddag kunne Helsingørmotorvejen igen åbnes for trafik.
Eksperter undersøger nu årsagen til ulykken i lørdags, som desuden medført at støbearbejdet på to andre broer er sat i bero, indtil man kender årsagen.
Vejdirektoratet har dog tidligere sagt, at det samlede projekt ikke vil blive forsinket.