Fortsæt til indhold

Familien Staursbøl hjælper bilejere med regningen

Parret Sonny og Susan Staursbøl har sammen med sønnen Stephan startet Frederikssund-virksomheden Autorefusion. De var ganske enkelt trætte af store værkstedsregninger

Samfund
Af Birgitte Masson

Frederikssundvirksomheden Autorefusion er skabt af familien Staursbøl, som var trætte af de store værkstedsregninger, som unægteligt også følger med at være bilejer.
Og som navnet antyder, så refunderer Autorefusion værkstedsregningen med op til 60 pct, alt afhængig af hvilken forsikring man tegner for sin bil.
"Sygeforskiringen Danmark for biler og motorcykler kan man næsten kalde det. For et fast månedligt beløb forpligter Autorefusion sig til at refundere 25, 40 eller 60 procent af værkstedsregningen," siger Sonny Staursbøl som er idemanden bag Autorefusion.
"Ideen opstod en dag jeg sad bag rattet på vej til arbejde. Jeg er ud af en mekanikerfamilie, og syntes bare at det blev dyrere og dyrere at køre på værksted med bilen. Jeg tænkte over det i en uge, hvorefter vi gik i gang med at udarbejde et koncept," fortæller Sonny Staursbøl.
Med 'vi' mener han hustruen Susan og sønnen Stephan. Konceptet er nu finjusteret, og med professionel hjælp fra blandt andet jurister kunne den familiebaserede virksomhed realiseres kort før jul.

Ingen øvre grænse

Uanset om det eksempelvis gælder syn af bilen, undervognsbehandling, udskiftning af reservedele eller når vinterdækkene skal sættes på, så er der hjælp at hente hos Frederikssund-virksomheden, der i følge Sonny Staursbøl er den første af sin slags.
"Der er ikke nogen øvre grænse for, hvor mange regninger, bilejeren kan sende ind om året. Og vi ser hverken på, hvor gammel din bil er, hvor meget den har kørt, eller om servicebogen er fulgt." I følge Staursbøl, kan man efter bare tre måneders medlemskab, få refunderet den første værkstedsregning. Læs mere om Autorefusion på: www.autorefusion.dk