Nyt parti på vej i Vejle
Det Tværpolitiske Parti er ved at etablere sig i Vejle. 19-årige Jacob Holt står bag
Et helt nyt parti, der vil markere sig på både den lokalpolitiske og landspolitiske scene, er på vej i Vejle.
“Det skal hedde Det Tværpolitiske Parti,” siger idé- og bagmand Jacob Holt fra Vejle.
Den 19-årige VUC-studerende skød sit projekt i gang umiddelbart efter kommunalvalget i november. Et usædvanligt tidspunkt.
“Vi vil have ordentlig tid til at udforme et program og få alting på plads. Derfor var det oplagt at gå i gang lige efter valget,” siger Jacob Holt.
Han ønsker at skabe et parti, der kan rumme mange flere meninger og en højere grad af ærlighed end de kendte partier.
“Alt for ofte siger politikerne ikke sandheden. Bare for at få stemmer, lader de være med at sige tingene, som de er. Sådan skal det ikke være,” siger han uden at kunne nævne eksempler på politikere, der taler usandt.
“Jeg vil under alle omstændigheder ikke nævne navne uden at kunne henvise til et konkret eksempel,” siger Jacob Holt.
Ikke ligeløn
Men hvad vil Jacob Holt med Det Tværpolitiske Parti? Der er endnu ikke udarbejdet noget partiprogram, så indtil videre er Jacob Holt alene om at lægge partiets linje.
“Jeg går ind for liberalisering. Jeg går ind for, at jo mere man har uddannet sig, jo højere løn har man kvalificeret sig til at få. Lønnen skal også afspejle værdien af ens arbejde. Ligeløn er jeg ikke fan af,” siger Jacob Holt, som er tidligere VU'er.
Han er meget imod togbroen og mener desuden, at landsbyerne i Vejle Kommune har fortjent bedre vilkår end i dag.
“Vi skal sikre, at Vejles udvikling ikke opsluger de nærliggende landsbyer. Og vi skal bekæmpe togbroen over fjorden,” siger han.
Hvad vil det sige, at partiet er “tværpolitisk”?
“Det betyder, at nogle dele af vores politik kan kaldes rød, og andre dele kan kaldes blå,” siger han og tilføjer, at der allerede findes partier, der kan siges at have den slags tværpolitik indskrevet i deres programmer.
“Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative har alle både røde og blå elementer i deres programmer. Men vi vil gribe det anderledes an,” siger partistifteren, som i den seneste tid har brugt 20-25 timer om ugen på det parti-forberedende arbejde.
“Selvom vi ikke har gjort meget reklame for partiet endnu, har vi allerede over 4.000 likes på facebook. Og jeg oplever stor opbakning,” siger Jacob Holt.
Når det engang er tid til at holde stiftende generalforsamling og udarbejde et partiprogram, er han indstillet på at afgive noget indflydelse.
“Indtil videre er det alene mig, der har tegnet politiken. Men når vi starter rigtigt op, bliver det et fælles projekt. Det er klart,” siger han.
Ambitionen er at opnå tre-fire byrådspladser og fire-seks regionsrådspladser ved valget i 2017.