Dayz ville hive Egedal Kommune i retten
Egedal Kommune har holdt godt fast på de 10 mio. kr, der i sin tid blev deponeret for jorden i Knardrup, hvor nordeuropas største feriecenter skulle have været bygget.
Særdeles godt endda.
Derfor valgte Dayz Koncernen 12. november at stævne kommunen for 10 mio. kr.
Det erfarer Lokalavisen Egedal efter at have fået aktindsigt i korresespondancen angående de 10 mio. kr. mellem Dayz og Egedal Kommune
Forud for stævneningen havde ejer af Dayz Koncernen, Bjarne Bøgh Jensen, flere gange skriftligt bedt kommunen om at betale de 10 mio. kr. til Dayz.
Argumentet gik på, at grundlaget for at kunne realisere Kildedal projektet var væk, dels fordi kommunen ikke ville ekspropriere de tilbageværende lodsejere og dels fordi, der alligevel ikke kunne etableres søarealer i området.
I det første svar fra borgmester Willy Eliasen afviser han med følgende ord blankt at tilbagebetale de 10 mio. kr.:
“Du har i dit brev bedt om, at kommunen tilbagebetaler dig 10 mio kr. Det er min umiddelbare vurdering, at det er der ikke juridisk belæg for, hvorfor jeg ikke kan imødekomme dette.”
Tilbød 5 mio. kr.
Bjarne Bøgh Jensen fastholder dog sit tilbagebetalingskrav, og på et møde 16. september åbner Willy Eliasen alligevel op for at betale 5 mio. kr. til Dayz. De resterende 5 mio. kr. skal så gå til Egedal Kommune som kompensation for kommunens tidsforbrug i forbindelse med projektet.
Det er dog et forslag som Bjarne Bøgh Jensen langt fra er tilfreds med.
Og selvom parterne mødes for at drøfte sagen, bliver man ikke enige.
Den 12 november stævner Bjarne Bøgh Jensen derfor Egedal Kommune for de 10 mio. kr.
Ender med 9,5 mio kr.
Sagen ender med et forlig 5. december, hvor Egedal Kommune ender med at betale 9,5 mio. kr. retur til Dayz.
Hvordan man er kommet frem til dette beløb røber akterne ikke noget om. Forhandlingerne mellem parterne er nemlig foretaget per telefon, og de samtaler er kommunen ikke forpligtiget til at fører til notat.
Gik glip af millioner
Til gengæld har Lokalavisen Egedal via stævningen fået aktindsigt i kontrakten mellem parterne.
Heri fremgår det, at Egedal Kommune med det kulsejlede projekt ikke alene går glip af arbejdspladser og turistindtægter, men også 105.085.000 kr. i jordindtægter.
Det er nemlig den sum penge, som Dayz skulle have betalt for de matrikler Egedal Kommune ejer i Knardrup, og som man ville inddrage i fericenterprojektet.