Sådan finder du motivation til vinterens løb
Vinterløb er ifølge løbecoach og begyndertræner i Blovstrød Løverne, Ole Harbæk, ikke en sur pligt men en fantastisk chance for at få nogle nye og anderledes løbeudfordringer
"Alle skulle prøve at unde sig selv at løbe en tur i den værste snestorm. Det er en fantastisk løbe-oplevelse."
Ole Harbæks begejstring og passion for løb kender ingen grænser. Slet ikke årstidernes. For den 54-årige professionelle løbecoach og begyndertræner er den forestående vintertid langt fra ensbetydende med mindre og mere sur løbetræning. Tværtimod er det en ny og på mange måder mere spændende og fantastisk tid at løbe ud i.
"Der er ikke noget så lækkert som at løbe hen over nyfalden sne en frostklar vinterdag eller mærke blæstens susen imod kinderne og bladenes knitren og grenenes knasen under løbesålerne en kølig og vindstille efterårsdag," siger manden, hvis største løbeoplevelser nogensinde var, da han engang ved Vesterhavet løb ud i en storm, der mere egnede sig til ekstrem windsurfingm eller da han en stille frostklar aften løb i fuldmånens skær gennem nyfalden sne i Tokkekøb hegn.
Et godt brusebad
Som professionel løbecoach og rådgiver for ansatte og medarbejdere i forskellige virksomheder - samt træner og motivationsforbillede på begynderholdet i Blovstrød Løverne - er Ole Harbæk dog udmærket godt klar over, at langt fra alle vil kunne få det samme motivations-kick som ham selv i de mere eller mindre ekstreme løbeoplevelser.
Derfor lægger han også vægt på, at det først og fremmest gælder om at finde motivationsfaktorer, der tager udgangspunkt i en selv og den person og løbetype, man er. Uanset om ens hovedmål med at løbe så er at blive en bedre løber eller 'bare' at få nogle gode løbeoplevelser. Og om 'guleroden' skal findes under selve løbeturen eller måske først bagefter.
"Man kan f.eks. love sig selv en biograftur eller en god middag, når man har gennemført et par ugers træning i vintermørket. Eller hvad med at minde en selv om, at man skal hjem og have et rigtigt godt og varmt brusebad efter løbeturen. Så kan jeg love for, at jo mere våd og kold tur, man har været ude på, jo bedre og rarere føles badet bagefter," smiler Ole Harbæk, der minder om, at de sværeste men vigtigste skridt altid er de første op af sofaen, få børstet chipsene af maven, komme ud af hoveddøren og hen forbi postkassen.
"Er man først der, er det svært at vende om igen. Tænk bare på alt det besvær med at få tøjet af igen. Og hvad nu hvis naboen skulle have set en, og man så vender om."
Løb med andre
Når det så alligevel kniber med at få taget sig sammen på en råkold og våd vinterdag, er det, at Ole Harbæk peger på fordelen ved at have nogle andre og ligesindede at løbe sammen med. Om det så er en enkelt løbekammerat eller et helt løbehold, som der er mange af i Blovstrød Løverne, er underordnet, det afgørende er, at der er en eller nogle, der venter på en derude.
"Det er virkelig noget, der kan motivere en til at komme af sted og fastholde ens glæde og interesse for det at løbe - også om vinteren," konstaterer Ole Harbæk, der i den forbindelse peger på Blovstrød Løvernes overordnede motivationsfaktorer, de tre S'er og tre T'er, nemlig at det skal være "sjovt, socialt og seriøst", og at det hele handler om "tålmodighed, tålmodighed og atter tålmodighed."
Stil op i løb
At tålmodighed er en dyd, ikke mindst som løber på vej mod en lang vinter, er en uomtvistelig kendsgerning. Men med en lang række løb i Danmark året rundt er det muligt at få sat nogle sjove og afvekslende pejlemærker undervejs med passende intervaller, der gør, at den for nogle nogen gange lidt monotone og sure vintertræning vil komme til at kræve knap så meget tålmodighed.
"Allerød Atletik og Motion arrangerer f.eks. en fire-fem såkaldte serieløb i Allerød hen over vinteren, hvor man kan prøve sin form af mod sig selv og andre på 5 og 10 km distancer, og mange andre atletik- og løbeklubber i området har lignende vinterløb," siger Ole Harbæk, der selv har sat sig for at deltage i nogle af de løb, men også i nogle større udfordringer som f.eks. skovmarathon-løbet 'Skovmaren' ved Hillerød i starten af november og en nytårs-velgørenhedsmarathon for Rigshospitalets 'BørneUngeProgram' på Amager den 31. december.
"Så kan jeg lige nå hjem og feste nytårsaften, inden jeg selvfølgelig skal med på den traditionsrige første træningstur i Blovstrød Løverne den 1. januar kl. 10 med kransekage og nytårsstemning. Men det er kun 5-6 kilometer," slutter Ole Harbæk med et forventningsfuldt smil.
Vil man vide mere om trænings- og løbemulighederne i Blovstrød Løverne, kan man gå ind på Blovstrød Løvernes hjemmeside, www.blovstrod-loverne.dk.
På www.bestcoaching.dk kan man læse mere om Ole Harbæk og hans løbetiltag, arbejde og coaching.
Ole Harbæk
54 år og bosiddende i Allerød
Løber, begynder-træner og trænings-koordinator i Blovstrød Løverne
Løbecoach og indehaver af firmaet 'Best Coaching', der vejleder og motiverer virksomheder og enkeltpersoner til at løbe