Fortsæt til indhold

Mange fik krisehjælp på Elværket

Røde Kors, krisepsykologer og kommunens socialservice gav brugbare redskaber og praktisk information til stormflodsberørte borgere på Elværket

Samfund
Af Birgitte Masson

"Vi blev overladt til os selv. Det har været hårdt at gå i de her 24 dage. Min læge ville ikke henvise mig til en psykolog, og jeg kan ikke komme ind nogle steder, for min Nem-id er jo druknet. Jeg kan ingenting," lød det med gråd i halsen fra en kvinde som var mødt op på Elværket.
Røde Kors, psykologer og medarbejdere fra Frederikssund Kommunens socialservice gav mandag formiddag de stormflodsramte borgere mulighed for at blive klogere på krisesituationen. Og krise det var sådan aut. psykolog Per Hulstrøm beskrev den tilstand, som borgere der er berørte af oversvømmelsen var i.
"Der sker noget med mennesker, når de bliver bragt i en sådan situation som jer. Mange oplever angst, spænding, problemer med hukommelsen og at de har svært ved at sove. Der er forskellige faser i denne krisetilstand. Den første er et stadie af chok. Så kommer reaktionsfasen, hvor man oplever det hele lidt mindre kaotisk. Derefter kommer bearbejdningsfasen, hvor man begynder at forholde sig til, hvad der er sket. Den sidste fase er orienteringsfasen, og det er, når man finder ud af, hvad man skal." I følge Per Hulstrøm tager den proces typisk et år. Gentagne gange pointerede han vigtigheden i at få åbnet op for det.
"Faren er, at man kapsler det ind, lige som soldater med posttraumatisk stress, som går rundt med stenansigter."
Per Hulstrøm blev i løbet af hans orientering enkelte gange afbrudt af de fremmødte borgere. Nogle viste tydeligt deres frustration, andre var afmægtige, men fælles for alle var uden tvivl spørgsmålet: Hvordan kommer vi videre?
Medarbejdere fra kommunens socialservice noterede ned, hvilke problemer de fremmødte stod med, uanset om det var af følelsesmæssig karakter eller praktiske forhold. Imens understregede Per Hulstrøm vigtigheden af, at man accepterer, de følelser man måtte have.
"Giv dig tid til at reagere, forklar dine nærmeste at det er en midlertidig tilstand. Har man børn, så sig til dem at det værste er ovre og snak det hele igennem helt ned til de mindste detaljer."

“Det kunne have været os”

Psykolog Louise Svendsen fra Røde Kors var også til stede på Elværket. Hendes opgave var blandt andet, at tale med de borgere som havde behov for en snak. Alligevel kunne hun indimellem ikke lade være med at supplere Hulstrøm:
"I skal også være opmærksomme på, at det I har været igennem, også kan være med til at genstarte tidligere traumer. Ting I har oplevet for længe siden, men som måske ikke er blevet bearbejdet. Det kan også være, I synes, at I var mindre berørte af stormfloden, men alligevel ikke kan lade være med at tænke: 'Hvad nu hvis. Det kunne have været os.' Den reaktion kan i virkeligheden være ensbetydende med en større reaktion, end for dem som var midt i katastrofen." Per Hulstrøm sluttede af med at understrege, hvor vigtigt det er, at man bruger ens netværk.
"Kom af med vrede og frustration og jeres følelser. I gør jer selv en bjørnetjeneste ved at tro, at man skal klare sig selv. Hvad betyder depression? Det betyder undertrykkelse. Og når du undertrykker dine følelser og oplevelser og ikke får bearbejdet og talt om tingene, så har du nemmere ved at få en depression. Man får det også bedre af at hjælpe hinanden, om det er til en kop kaffe eller noget andet. Nogle gange er det ikke nødvendigt med professionel hjælp. God gammeldags næstekærlighed virker også."