Fortsæt til indhold

Nu skal Skanderborg “brandes”

Kommunen har sat 350.000 kroner af til at markedsføre Skanderborg Kommune. Forreninger og organisationer inviteres til at give deres bud på, hvordan Skanderborg kan profilere sig kulturelt og gennem idræt

Samfund
Af Erland Rasmussen

Skanderborg Kommune har et godt tilbud til dig, der tilhører en forening eller organisation, som kan garantere markedsføring af kommunen indenfor idræt eller kultur på højeste niveau både nationalt og internationalt.
Til gengæld tilbyder kommunen at betale rare kontanter for ulejligheden, hvis altså foreningen eller organisationen opfylder nogle særlige betingelser og retningslinjer, som byrådet vedtog på sit seneste møde.
Byrådet har afsat 350.000 kroner til formålet i 2014 og 2015 samt 175.000 kroner i 2016. Politikerne forestiller sig, at der kan blive tale om 2-3 større tilbud om markedsføring.
På byrådsmødet blev det således understreget, at der ikke er tale om støtte til idræt. Der skal leveres branding af høj standard for pengene. Et eksempel herpå er Sølund Musik Festival, som allerede har sendt et tilbud om markedsføring, som Økonomiudvalget har tiltrådt.
Sølund Musik Festival får således 150.000 kroner af puljen hvert år i tre år for at tilbyde markedsføring via kulturelle events for børn og voksne, formidling af viden og ekspertise på handicapområdet og et ugeseminar for brugerbands i hele EU, der efterfølgende skal turnere rundt i landet blandt andet i forbindelse med Kulturby 2017.
På byrådsmødet bakkede Astrid Pedersen (V) op om retningslinjerne og ideen med markedsføringspuljen og sagde, at det netop var et af de emner, Venstre havde med til budgetforhandlingerne i sin tid.
“Vi er tilfredse med, at det nu er kommet hertil, så vi har klare retningslinjer for, hvornår vi vil bidrage,” sagde Astrid Pedersen og opfordrede organisationer, der er de bedste på deres felt, til at byde ind med tilbud.
Tage Nielsen (R) fremhævede, at pengene gives for at kaste lys på kommunen, så folk eksempelvis får lyst til at bosætte sig.