Nu kommer det til at køre for Laurids
Laurids Johan Schrøder, som har været igennem flere kræftsygdomme fik sit ønske opfyldt
“Jeg ønskede mig et kørekort fordi jeg gerne vil bruge min børneopsparing på noget andet. Den skal gå til en tur til Jamaica”.
Den 17-årige dreng smiler lidt. Bortset fra den sorte hue på Laurids Johan Schrøders hoved, så virker han ikke syg. Men realiteten er, at den 17-årige dreng fra Kolding har været igennem tre kræftsygdomme.
“Jeg fik den første konstateret som syv-årig. Så kom det igen da jeg var 14 og senest her som 17-årig. Men jeg er lige blevet konstateret cancerfri igen og nu skal jeg bare have piller de næste seks måneder”, fortæller han.
Slut med Puch’en
Det var Laurids mor, som fik kontakt til Ønskefonden, som så besøgte Laurids og hans familie for at snakke om ønsket. Mandag den 30. december blev han så overrasket på hjemmeadressen af to repræsentanter fra Ønskefonden, som kunne overrække ham et gavekort til et kørekort.
“Det er bare rigtig godt. Nu skal jeg ikke køre rundt på min puch maxi mere og min mor har lige fået en lille Zaab, som jeg nok godt kan låne”, lød det.
Nyder familierne
Trine Offersen er en af de frivillige fra Ønskefonden og hun var en af dem, der var med til at opfylde Laurids' ønske i sidste uge. Men på trods af, at det ikke var første gang, så rører det Trine Offersen hver gang.
“Det er en fantastisk følelse. Også at kunne nyde familierne, når vi overrækker gaverne”, sagde Trine Offersen.
Når andre har influenza
Laurids Johan Schrøder lider af neublastom, også kaldt børnecancer.
Og i og med, at han har kæmpet sig igennem kræften tre gange, så siger han selv, at han har vænnet sig til det. Laurids Johan Schrøder kigger lidt rundt og siger konstaterende til spørgsmålet om det er noget, man kan vænne sig til:
“Folk omkring mig siger, at når de har influenza, så har jeg kræft. Sådan er det jo”.
fakta
Ønskefonden blev stiftet i 1999 og er en organisation, som opfylder ønsker for børn og unge under 18 år.
Kriteriet for at få et ønske opfyldt af fonden er, at man skal lide af en livstruende sygdom.
Der er til dato opfyldt over 1200 ønsker i Danmark igennem Fonden, som kan opfylde ønsker på grund af donationer fra private, virksomheder og foreninger.