Mere høring om P-kontrol i Favrskov - stadig P- vagter
Erling Baastrup
En afklaring om, hvorvidt tidsparkering og parkeringskontrollen skal fortsætte i Favrskov foreligger ikke. Det nuværende vagtkorps er ellers sagt op her til nytår, men har fået en forlængelse, indtil fremtiden er klarlagt.
Der bliver nu en ny høring med handelsstandsforeningerne, Ældrerådet og Handicaprådet.
Deres svar skal foreligge meget snart, for den nye formand for teknik- og miljøudvalget, Kurt Andreassen, håber, at sagen kan behandles politisk allerede på byrådsmødet i februar.
”Vi må på en eller anden måde finde et kompromis,” siger formanden, der ikke vil lægge sig fast på, at der kun bliver én model. Han mener, at man godt kan tænke sig nogle områder med tidsparkering, mens andre nedlægges.