“Mayland-kalenderen er min bedste ven”
Lokalavisen bringer i de kommende uger et portræt af de nye byrødder fra sydbyen
Han er familiefar med stort f, og Mayland-kalenderen er hans bedste ven.
32-årige Christian Budde fra Højbjerg er nyt medlem af Aarhus Byråd for Venstre.
Med 953 personlige stemmer fik han en plads i byrådet, hvilket han er glad for, men politik er ikke hans førsteprioritet her i livet.
“Først og fremmest er jeg familiefar, mand, søn og ven, og mit kæreste eje er min Mayland-kalender. Uden den, så har jeg ikke styr på, hvad jeg skal i en tætpakket hverdag. Jeg prioriterer mit liv uden for politik,” siger Christian Budde, der dog er blevet nødt til at skrue ned for oldboysfodbold og vinterbadning, efter han er kommet i byrådet.
Selv om politik ikke er det vigtigste i hans liv, så er han stadig politiker døgnet rundt, som han pointerer.
Nede-på-jorden-politiker
Når han tager sin politikerkasket af, er det vigtigt for ham at koble af.
“Jeg elsker at lave mad - gerne i den kreative og innovative afdeling, og jeg har i en del år gået på diverse madkurser i alt fra indisk til thailandsk mad. Men det vigtigste for mig er at være sammen med min familie og af og til prioritere en aften med kammeraterne, hvor vi får en øl eller to,” siger Christian Budde, der til dagligt arbejder som innovationskonsulent i Randers.
Han har en klar overbevisning om, at borgerne satte deres kryds ved ham, fordi han repræsenterer familiefaren, der står op klokken seks om morgenen for at smøre madpakker og aflevere tre små børn i institution.
“Jeg er sikker på, at det er fordi, der manglede en borgerlig politiker, der er i øjenhøjde med småbørnsfamilierne. Jeg har en uhøjtidelig tilgang til politik, og for mig handler det ikke om at få mest muligt på mit politiske cv.”
Hans interesse for politik opstod, da han i sin tid var embedsmand for den tidligere Venstre-borgmester Louise Gade.
Nu har han selv taget springet som byrådspolitiker, men hvad kunne han egentlig godt tænke sig at blive husket for, når de fire år er gået?
“Det er et godt spørgsmål. Nu er Musikhuset jo bygget,” siger han og griner, mens han kigger ud af et af de mange vinduer i rådhuset.
“Jeg vil gerne huskes for at være ham, der turde stikke næsen frem. Ham der udfordrede plejer og vendte tingene på hovedet,” siger Christian Budde, der er med i socialudvalget og faktisk takkede nej til en udvalgspost mere for at kunne fokusere mest muligt på den ene udvalgspost.