Fortsæt til indhold

Ny træner skal sikre oprykning til tst i Tilst

Fra 1. februar er det den tidligere AGF-spiller Claus Christiansen, som står i spidsen for serie 3-holdet i tst’s fodboldafdelingen

Samfund
Christina S. Johansen

Han har gjort det før og vil gøre det igen - rykke et fodboldhold adskillige placeringer på forholdsvis kort tid. Denne gang er det serie 3-holdet i tst's fodboldafdeling, som står for skud.
Den tidligere AGF-spiller Claus Christiansen er nemlig blevet ansat som cheftræner i Tilst fra starten af februar.
“Det er virkelig et scoop ud over alle grænser for klubben. Det er en gylden mulighed for hurtigt at vende tilbage til serie 2 og endda videre endnu. Det fortjener holdet virkelig. Vi har tidligere været i jyllandsserien og vil selvfølgelig gerne tilbage - jeg vil dog ikke sætte en sæson på,” siger Erik Schroll Madsen, der er formand for fodboldafdelingen i tst.
Han håber, at den nye træner kan være med til at trække flere spillere til klubben.

Ned i tid med fodbolden

For Claus Christensen selv, som indtil nu har været træner for FC Skanderborgs 2. divisions-hold, er det ønsket om at komme lidt ned i tid rent fodbolds-mæssigt, som har ført ham til Tilst. Desuden kommer han med klubskiftet tættere på sit hjem i Åbyhøj.
“Jeg glæder mig til at arbejde et sted med så gode faciliteter som i Tilst og til at arbejde med en flok unge spillere, som har masser af gåpåmod,” siger Claus Christiansen.
Han har været med til at rykke FC Skanderborg fra serie 2 til 2. division og har rykket Horsens fra jyllandsserien til danmarksserien.
Nu er det så tst, som skal rykkes.
“Jeg skal i gang med at organisere holdet lidt bedre, og vi skal prøve at genoprette holdet. Derefter skal vi selvfølgelig rykke nogle rækker op,” siger Claus Christiansen.