Bevægelse på tværs virker
Vellykket samarbejdsprojektet i Ulstrup
”'Ulstrup i bevægelse' betyder et solidt samarbejde og samspil på tværs. Det er lykkedes at integrere de kommunale institutioner, fx skolen, med idrætsforeningen.
På den måde har man skabt et tværgående bevægelsestilbud for børnene, hvilket især er interessant i forbindelse med den kommende skolereform, hvor skolen skal skabe mere bevægelse i dagligdagen – gerne i dialog med den lokale idrætsforening. Det gør man allerede i Ulstrup”, fortæller Maria Beck, foreningskonsulent ved DGI Østjylland.
Hun har sammen med Favrskov Kommune og Ulstrup Idrætsforening været involveret i projektet fra start til slut.
Flere i hallen
'Ulstrup i bevægelse' har betydet en bedre udnyttelse af idrætsfaciliteterne i Ulstrup Idrætsforening, ligesom en række samarbejdsrelationer og tværgående arrangementer har sikret fortsat fokus på bevægelse og motion hos borgere i alle aldre.
”Projektets effekt har endnu ikke påvist en stigning i medlemstallet i Ulstrup Idrætsforening, men tallet ligger stabilt. Erfaringer fra lignende projekter viser, at det kan tage op til to år, før et resultat kan aflæses på medlemstallet, så det er endnu for tidligt at konkludere noget”, påpeger Maria Beck.
Samarbejdet er vigtig
En vigtig brik i projektet har været de tre udpegede koordinatorer, Helene Sørensen, områdeleder i Ulstrup, Randi Rask fra Ulstrup SFO og Morten Dam, aktivitetsmedarbejder i Ulstrup Idrætsforening.
Selvom projektet officielt er afsluttet, fortsætter både DGI Østjylland og Favrskov Kommune med at støtte op om den igangsatte udvikling, så der sker en forankring af alle de gode initiativer.
Indtil videre er planen, at koordinatorerne fortsætter med at mødes mindst to gange årligt i det nuværende netværk, fort at fortsætte samarbejdet.