Fortsæt til indhold

Nytårskur for de frivillige

Stemningen var høj, da 175 borgere, der arbejder som frivillige i ældreplejen, mødte op til nytårskur og netværksmøde i InSide i Hammel i onsdags

Samfund
Arkiv

Favrskov Kommune havde inviteret de frivillige på ældreområdet ind for at udveksle erfaringer og idéudvikle på, hvordan kommune og frivillige kan blive endnu bedre til at samarbejde.
Samtidigt benyttede borgmester Nils Borring lejligheden til at sige tak til de frivillige for deres store indsats i løbet af året:
”Vi har dyb respekt for det store arbejde, som I udfører, og vi vil gå langt for at hjælpe jer, så I kan hjælpe bedst muligt. I er med til at skabe en god alderdom for vores ældre borgere i Favrskov. Det er jer, der sørger for, at der kommer den ekstra flødeskum på kagen, som kommunen ikke altid har mulighed for at give,” sagde Nils Borring, inden leder af Dansk Røde Kors i Favrskov, Margit S. Larsen, gav indspark og inspiration til de frivillige.

Ny hjemmeside og sang

Til nytårskuren blev en ny hjemmeside for de frivillige på ældreområdet lanceret. En hjemmeside, der senere skal flettes ind i den store, samlede frivillighedsportal, som Favrskov Kommune opretter senere i 2014.
Operasanger Lars Fosser og pianisten Søren Rastogi sørgede for underholdningen til mødet, og de sang og spillede, så der var våde øjenkroge hos flere af tilhørerne.
De mange frivillige genererede en lang række idéer til nye frivillige tiltag, rekruttering af frivillige og samarbejdet med kommunen. De idéer vil Favrskov Kommune nu lade sig inspirere af og arbejde videre med.

175 var mødt frem til nytårskuren.
Ny hjemmeside skal gøre det lettere at samle trådene.