Fortsæt til indhold

Skovrejsning er godt for alle i Hinnerup

Hinnerup Vandværk glad for skovrejsningsprojekt øst for Hinnerup. Nyplantet skov, rent drikkevand og god aftale med Naturstyrelsen

Samfund
Kian Johansen

“Det er en myte at skovrejsningsprojektet koster brugerne en masse penge,” sådan lyder det fra formanden for Hinnerup Vandværk, efter at tidligere byrådsmedlemmer er citeret for at være bekymrede for stor stigning i vandpriserne i Hinnerup.
Senere på måneden holder vandværket ekstraordinær generalforsamling og informationsmøde på Brogården i Hinnerup, for at beslutte om vandværket skal bruge op til otte millioner kroner på at købe jord op til et stort, statsligt skovrejsningsprojekt øst for Hinnerup.

Win-win for alle

“Vi vinder alle på det. Ved at koble os på statens projekt, så undgår vi at bruge op til 18 millioner kroner, som en tidligere indsatsplan ellers havde pålagt os, desuden så låner vi ikke pengene til jordopkøb. Vi har fået lov til at opkræve ekstra penge af brugerne og betale i bidder, når staten opkøber jord,” forklarer Bjarne Wiese.
En udregning viser, at det vil være en stigning på 1,35 kroner pr. m3 i en periode. Hvor længe vides ikke, for det er ikke sikkert at projekt vil koste vandværket alle otte millioner kroner, det afhænger af opkøbene i området, der er døbt Himmerigskoven.

Bag Bjarne Wiese på venstre hånd af Herredsvej mod Grundfør, er planen at der skal plantes træer. Foto Kian Johansen

Sikret i 1000 år

“For en almindelig husstand svarer stigningen cirka til 168,75 kroner om året. Det er da billigt for at vi sikrer vores grundvand i 1000 år. Desuden kommer der jo en herlighedsværdi i skovområdet,” pointerer Bjarne Wiese, der slet ikke kan se nogle dårlige ting ved det 200 hektar jord store projekt, som Skov & Naturstyrelsen styrer og betaler halvdelen af, mens Favrskov Kommune og Hinnerup Vandværk hver maksimalt kan komme til at betale otte millioner kroner for det store projekt.
Beboerne på de berørte ejendomme kan sælge jord til staten og selv vælge at beholde ejendommen, hvis de vil, anfører Bjarne Wiese.
“Skov & Naturstyrelsen er lydhøre over for at etablere legepladser og andre ting i skoven, desuden får vi lov til at etablere ekstra vandboringer i området, mod at vi selv betaler for veje og anlæggene dertil.”