7 millioner mere til ældreområdet
Så stor bliver Fredensborg Kommunes andel af den afsatte milliard
I forbindelse med den seneste finanslov blev der afsat en milliard kr. til ældreområdet, og for Fredensborg Kommune betyder det et tilskud på syv mio. kr. I aftalen lægges der vægt på, at de ældre kan fortsætte med at leve det liv, de ønsker, og det gælder både de sårbare og udsatte, der har et stort plejebehov, og de ældre, der med en målrettet indsats kan støttes til at klare sig selv.
Formålet er således at styrke ældreplejen, hvor der er størst behov for det, og det kan både være en genoptræningsindsats, bedre praktisk hjælp eller personlig pleje.
Til det seneste møde i Social- og sundhedsudvalget havde forvaltningen fremlagt en lang række eksempler på mulige indsatser. Det gælder personlig pleje i hjemmet, med hyppigere bad til alle, der er visiteret til personlig pleje, og ikke kun til de ældre. Øget hjælp til rengøring og fjernelse af begrænsningen omkring påske og jul er andre muligheder for indsats i hjemmene.
Opnormering på demensområdet
I de kommende år vil antallet af demente borgere øges, og derfor vil dette område også indgå i vurderingerne, når pengene skal fordeles. Det kan være som en opnormering af personalet på Benediktehjemmet, der nu er demenscenter for hele kommunen, og det er også muligt, at man vil afsætte penge til en bedre indretning af fællesarealerne her, med fokus på de dementes behov.
Rehabilitering og træning er i folketingets udspil en væsentlig faktor, og her i kommunen tales der om at minimere ventetiden på træning og en øget træningsindsats på de midlertidige pladser på Lystholm.
Når det gælder hjælpemidler, er der forslag om at lempe kriterierne for at bevilge hjemmeboende et nødopkald og en opnormering af ergoterapeuter med henblik på en hurtigere hjælpemiddelbehandling.
Veldokumenteret ansøgning
De syv mio. kr. er dog ikke givet på forhånd. Inden den 14. februar skal kommunen indsende en veldokumenteret ansøgning til ministeriet med forventet svar den 5. marts 2014.
På det seneste møde i Social- og sundhedsudvalget blev det besluttet, at forvaltningen skal fremlægge en uddybende oversigt over de forslag, der var på dagsordenen, samt for flere andre temaer til februar-mødet.
”Vi ønsker tingene belyst bedst muligt og sådan, at vi kan opveje fordele og ulemper, samt ikke mindst omkostningsniveauet, før vi træffer afgørelse om de temaer, der skal indgå”, siger udvalgets formand, Hans Nissen (A), der tilføjer, at både Seniorrådet og Ældresagen vil blive indbudt til at deltage i arbejdet med prioriteringen.