Fortsæt til indhold

Bodil får ny livsstil på recept

Skanderborg Kommune bag forebyggende kurser om sundhed for borgere med forøget risiko for diabetes og hjertekarsygdom

Samfund
Af Erland Rasmussen

“Det har været en lang rejse i noget velkendt og ikke velkendt og ind i mig selv, som jeg også har lært nyt om.”
Sådan siger Bodil Nedergaard Nielsen, 65 år, fra Tebstrup, som er en af de første, der har gennemført et nyt 10 ugers forløb hos Det kommunale Sundhedscenter i Skanderborg med titlen “Ny kurs mod en sundere livsstil”.
Det var Bodils praktiserende læge, der fortalte hende om kurset og henviste hende.
“Jeg var i en situation, hvor jeg var i farezonen for at få diabetes 2 og hjertekarsygdomme,” forklarer hun.
Det var noget med lidt for mange kilo på vægten, forhøjet blodtryk, for højt kolesterolindhold og en for dårlig kondi, som var problemet.
“Jeg havde brug for et kærligt spark bagi og for at møde andre i samme situation,” siger Bodil Nedergaard Nielsen.

Kærligt spark bagi

Og Bodil fik sit kærlige spark bagi på kurset.
Kurset foregår 2 gange om ugen a 1 time med træning og undervisning.
“Om tirsdagen gik vi for eksempel stavgang i skoven, og her lærte vi at dyrke motion ude i den friske luft. Torsdag var vi i køkkenet for at lære at lave sund, kaloriefattig mad,” fremhæver Bodil Nedergaard Nielsen.
Deltagerne var også på udflugter: I supermarkedet for at lære at læse indholdsdeklarationer eller på besøg i fitnesscentre eller idrætsforening.
Bodil Nedergaard Nielsen understreger, at hun har fået meget ud af kurset, selv om vægten nogenlunde er den samme som før.

Bodil Nedergaard Nielsen har lært at begå sig i motionsrummet.

Et sundt tilbud

“Jeg føler mig meget bedre tilpas, og jeg har lært, at der nødvendigvis ikke skal så meget til for at ændre sin livsstil til at være mere sund med god mad og motion” siger Bodil Nedergaard Nielsen.
Tove Tranæs Voss, som er afdelingsleder i Beskæftigelse og Sundhed, oplyser, at kurset er et led i kommunens sundhedspolitik.
“Det er ikke et tilbud, kommunen er forpligtet til at give, men det er et led i kultur- og sundhedsudvalgets visioner om at yde en tidlig indsats, som er sund fornuft for både borger og sundhedsøkonom,” siger Tove Tranæs Voss.