Fortsæt til indhold

"Jeg vil være verdens bedste bartender"

En god bartender er noget du er, det kan ikke læres. Mød 25-årige Ulrich, der mener, bartending ligger i personligheden.

Samfund
Af Ina Bjerregaard

Han blev headhuntet til en elevplads på Falsled Kro på Sydfyn. Men endte med at tage et kursus i at lave drinks i stedet for, og nu samler han erfaring, så han om 10-15 år kan blive verdens bedste bartender.
I serien om, at vi uddanner os mere i Danmark, taler vi denne gang med Ulrich Deleuran Steffensen, der er bartender på No. 14 Vinbar.
Han er født den 12. juni 1988 i Vejle, og har både arbejdet som telefonsælger og stået i Brugsen.
Nu arbejder han til gengæld på at blive verdens bedste bartender. Vejen dertil kræver ikke så meget kurser, som leveår, mener Ulrich Deleuran Steffensen.
"En god bartender er noget, du er, du kan ikke uddanne dig til det, for det afhænger også af gæstens smag og dermed bartenderens fornemmelse for gæsten," siger Ulrich.

Vidste ikke, hvad han ville

Han har taget en niendeklasses-eksamen - og så en 10. klasse, fordi han ikke vidste, hvad han ville. Efter 10. tog han en handelsskoleuddannelse.
"Min far er sælger, og det var farfar også. Det har jeg arvet, så jeg er også selv god til at sælge," fortæller Ulrich.
Efter den almindelige HG var Ulrich i lære i Superbrugsen i to år, og blev så afdelingsleder.
Så blev han telefonsælger, for han gad ikke være i butik mere.
"Jeg blev træt af det, så enkelt er det."
Ulrich blev så tjenerelev og troede, han havde fundet sit kald. For ikke længe efter blev han kontaktet af en fyr fra Falsled Kro på Sydfyn.
"Han sagde til mig, at min sammensætning af vin og mad var god. Og jeg føler jo, at mit job er at give min opmærksomhed til mennesker. Fordi jeg tænker på, hvordan jeg selv vil behandles. Så det var nok derfor han spurgte," siger Ulrich.
Spørsmålet gik på, om han ville have en eftertragtet læreplads på kroen.
"Og det tog jeg selvfølgelig imod."

Service-gen gav pote

Så det var servicegenet, der rigtig fik ham frem i verden.
Han flyttede til Fyn. Væk fra venner og familie, og var der på Falsled Kro i to en halv måned.
Så gik det op for ham, at noget var galt.
"Jeg følte, jeg ikke var seriøs nok med det, og det var for langt væk fra alt. Der var for stille, så jeg kunne ikke koncentrere mig. Der skal være larm omkring mig, så er jeg bedst," fortæller Ulrich om beslutningen om at stoppe i det job, andre ville give deres højre arm for.
" Så jeg gik ind til chefen og sagde, jeg var ked af det og godt vidste, det var en stor chance, jeg forspildte. Men jeg følte ikke, jeg gav mig 100 procent. Jeg følte derimod, jeg skulle hjem igen og gøre noget godt for mig selv," siger Ulrich.
De blev ikke glade på Falsled Kro.

Upopulært valg

"De blev faktisk skidesure, og det kan jeg da godt forstå".
Men Ulrich stod fast, rykkede retur og i sommeren 2012 tog han sammen med en veninde på bartenderskole i Grækenland.
"Der fandt jeg ud af, jeg skulle være bartender".
På kurset lavede han til sidst knap 100 drinks om dagen.
"Så du får en enorm erfaring og skal kunne 72 drinks-opskrifter i hovedet," siger Ulrich, der først gerne bare ville bestå kurset, men som fik så megen ros, at han blev ambitiøs og også fandt ud af, han var god til bartending.
Under kurset lærer man alt om forskellige typer is-klumper, glas og pynt til drinks. Hvilke emner, der er gode at tale med folk om - generel trivia og aktuelle hændelser, samt hvad der ikke er godt - politik og personlige holdninger.
Ulrich regner med han skal bruge de næste 10-15 år på at blive bedre og få mere erfaring for så at kunne konkurere med verdens bedste om titlen. For det er erfaringen, der gør det.

Drinksopfinder

"Jeg vil også gerne opfinde mange flere drinks. Derfor læser jeg i øjeblikket om smagsløg. Så jeg kan ramme alle typer smag, alle fem. Surt, sødt salt og bittert og så umami. For kan du skabe en cocktail, der rammer de fleste smage, så er du rigtig god. Derfor kommer jeg også altid surt og sødt i mine coktails for at give en bedre og samlet smagsoplevelse," forklarer Ulrich, der altså vil være verdens bedste bartender.
“Jeg ved godt, det ikke er muligt endnu, for jeg mangler erfaring. Dem, der dyster om verdensmesterskabet har enormt meget erfaring, men det er min ambition at nå derop.” siger Ulrich, der har vundet mange konkurrencer, deltaget i endnu flere og sidste år nomineret til årets bedste bartender.
Nu skal tiden så hjælpe ham med at få den ifølge ham selv så afgørende erfaring.