Fortsæt til indhold

Fejl hos IBM var skyld i Dankort kaos

Problemerne, der ramte danske Dankort-terminaler mandag, skyldtes en netværksfejl hos IBM. Det skriver magasinet Computerworld

Samfund
Signe Steffensen

Det meste af mandagen var det danske dankortsystem gået i sort. Men mandag eftermiddag kom der så endelig en forklaring på nedbruddet, da Nets lagde en pressemeddelelse ud på deres hjemmeside. "Det skyldes en netværksfejl hos IBM, og vi anbefaler derfor stadig, at terminalerne anvendes i offline mode," skriver Nets i en pressemeddelelse på virksomhedens hjemmeside. I et skriftligt svar til Computerworld om nedbruddet skriver IBM. "IBM er leverandør af de services til Nets, der vedrører Dankortet. Vi har siden problemets start haft vores lokale og internationale eksperter på opgaven i tæt samarbejde med Nets for at løse problemerne. Den normale service på dankortet er nu genoprettet. Vi beklager dybt situationen og de gener det har medført i dagens løb," skriver Karsten Stokking, der er pressekoordinator hos IBM. I følge Computerworld ønskede IBM mandag ikke at kommentere nedbruddet yderligere. IBM har hovedkvarter på Nymøllevej i Lyngby.