Derfor er jorden ved ældrecenter forurenet
En del af vejen ved Sophielund i Hørsholm er anlagt med slagger. Men det er ikke farligt for beboerne, understreger både region og kommune
I november modtog Ugebladet en henvendelse fra en læser via Facebook.
Læseren undrede sig over, hvorfor plejecentret Sophielund i Hørsholm dukkede op på en liste over forurenede grunde, som DR da netop havde kortlagt i hele landet - og om det kunne være farligt for de ældre beboere.
Ugebladet tog spørgsmålene videre til Region Hovedstaden.
Her har man i en årrække arbejdet med at kortlægge alle forurenede grunde i Danmark, og det er også her, man har registreret jorden under Sophielund som en såkaldt V2. Det vil sige, at der er oplysninger om, at der er forurening på ejendommen, der kan udgøre en miljø- eller sundhedsmæssig risiko.
Men hvorfra stammer denne forurening? Det har krævet en aktindsigt med efterfølgende ventetid at få oplyst, og derfor kan Ugebladet først nu bringe svaret.
Det viser sagsakterne
Da Højgaard & Schultz i 1994 skulle anlægge den vej, der slår en hestesko ad husnumrene 81-87 på Sophielund, anmeldte man hos det daværende Frederiksborg Amt, at man ville anvende slagger fra Amagerforbrændingen som bundsikringsmateriel.
Helt nøjagtigt lød anmeldelsen på et lag af 25 cm slagger, hvorover det skulle læsses 15 cm stabilgrus, tre cm læggesand og derpå syv cm fliser.
I januar 2000 trådte Lov om jordforurening i gang, og i den forbindelse gik amterne i gang med at kortlægge mulige forurenede grunde.
Slagger indeholder potentielt store mængder tungmetaller. Det var årsagen til, at amtet i juni 2003 meddelte Hørsholm Almennyttige Boligselskab - i dag DAB-, som står for udlejningen, at man ville kortlægge grunden under den sydlige del af Sophielund som V2-forurenet.
Ville fjerne jord
I efteråret 2005 var der opstået et behov for at udvide Sophielund. Derfor søgte arkitektfirmaet Henrik Sørensen A/S på vegne af bygherren Hørsholm Kommune om en såkaldt §8-tilladelse til at grave i en daværende vendeplads med slagger under, som lå inden for byggefeltet. Tanken var, at man ville bortgrave slaggeren og dermed få fjernet V2-anmærkelsen.
I den forbindelse blev der lavet fire jordanalyser af vendepladsen, som i dag udgør overgangen mellem de gamle og nye boliger. Kun i to af dem konstaterede man jordforurening - og den viste sig at stamme fra en slange med hydraulikolie, som var blevet utæt under selve prøveboringen.
Frederiksborg Amt gav tilladelse til bortgravningen, men med krav om dokumentation for, at grunden derefter var renset.
Aktindsigten viser imidlertid, at amtet, der nu er blevet til Region Hovedstaden, ikke har nogen informationer i sine jordforureningsarkiver om, at tilladelsen er blevet brugt og den forurenede jord fjernet.
De sidste papirer i sagen stammer fra januar 2006, hvor entreprenøren J&B Entreprise gik konkurs. Heldigvis blev de 36 nye boliger på Sophielund færdiggjort og kunne åbne i efteråret samme år. Men V2-anmærkelsen er altså stadig gældende.
Kontrol med jorden
Det er imidlertid ikke farligt for beboerne at bo nær ved slaggeren, understreger både Region Hovedstaden og Hørsholm Kommune.
"Region Hovedstaden gør ikke mere ved forureningen på grunden, og det er der to årsager til. Den ene er, at forureningen med slagger ikke truer grundvandet, fordi forureningskomponenterne er immobile. Den anden årsag er, at forureningen ikke udgør en sundhedsrisiko for de mennesker, der bor på grunden. En oprydning af forureningen vil altså ikke give noget miljø for pengene," forklarer civilingeniør Kim Sørensen fra Enhed for Grundvandsbeskyttelse i Region Hovedstaden.
Fordi grunden har en V2-anmærkning, er der begrænsninger på, hvad man kan gøre med den. Og det er der ifølge Kim Sørensen flere gode grunde til.
"Regionen opretholder kortlægningen af forureningen på grunden, fordi vi på den måde kan forhindre, at den forurenede jord bliver gravet op og spredt andre steder hen. Og grunden er jo som sådan stadig forurenet. Skulle man fjerne jorden nu, ville det kræve en ny §8-tilladelse. Den skal kommunen give, og det gør de ikke uden at inddrage regionen."
Er ikke farligt
Hos Hørsholm Kommune bekræfter kemiingeniør Susanne Stegenborg, der til daglig arbejder med bl.a. §8-tilladelser i Center for Teknik, at man ikke har givet en sådan tilladelse uden om Region Hovedstaden.
Hun fortæller, at der gennem årene har været talt om muligheden for at oprense jorden.
"Men da der er tale om slagger, der muligvis er forurenet og i så fald med forurening, der er immobil, udgør det ikke nogen sundheds- eller spredningsrisiko eller fare på anden vis. Derfor er der ikke grund til p.t. at rense det op," forklarer hun og uddyber:
"Det er vigtigt at understrege, at beboerne ikke bor oven på slaggen, som kun ligger under nogle af de asfalterede vej- og parkeringsarealer. Beboelse ligger et stykke derfra, og beboerne har ingen berøring med slaggen, så det er ikke farligt for dem."