Fortsæt til indhold

Festdag i Vellevs nye fribørnehave

Flaget gik til tops i børnehaven Livstræet i Vellev i fredags

Samfund
Tekst og foto: Preben Just, Midtjyllands Avis

Det var en festdag for de 28 børn, forældre og seks ansatte i den ny fribørnehave i Vellev fredag. Livstræet - Natur- og idrætsbørnehaven i Vellev blev nemlig fredag eftermiddag officielt indviet.
Den ny fribørnehave, som er en afdeling under Friskolen i Vellev, åbnede 2. januar for første gang efter at Favrskov Kommune lukkede Vellev Børnehus lige før jul. Livstræet er rykket ind den gamle præstegård i Vellev, hvor også Vellev Børnehus havde til huse.
“Vi har fået enormt gode rammer. Vi 172 kvadratmeter på hver etage og to tønder land legeplads og skov. Så vores børn har med sikkerhed det største antal kvadratmeter pr. barn at boltre sig på både ude og inde i hele kommunen,” siger Leif Mårtensson, som er leder af fribørnehaven.

13 er fortsat

Der var 15 børn i Vellev Børnehus, da den kommunale børnehave lukkede. Af dem er de 13 fortsat i den nye private børnehave.
Samtidig har børnehaven fået 15 børn fra friskolens »gamle« børnehave, som var indrettet i et klasselokale. Yderligere to børn støder til de kommende måneder.
Børnene er delt to grupper - en idrætsgruppe og en naturgruppe.
“Vi har gode rammer til både idræt og natur. Vi ligger lige ved siden af Vellev Stadion, som vi kan benytte, ligesom vi bruger friskolens gymnastiksal,” siger Leif Mårtensson, som også fremhæver den meget store grund med skov, som børnehaven råder over.
En god del af børnene kommer fra Vellev og omegn. En anden stor gruppe kommer fra Ulstrup.
Lige nu arbejder fribørnehaven på at blive DGI-certificeret idrætsbørnehave. Personalet er startet på de første kurser.
Børnehavelederen mener, at det er rigtig godt for en børnehave at have en eller flere linjer, som man kan tilbyde. Det kan være musik, drama eller billedfremstilling.

På festdagen blev flaget hejst og alle børnene fik en t-shirt. Desuden var der taler og musikalsk underholdning ved den musikalske duo Bibbi og Snif.

Voksentid med børn

Livstræet har overtaget rigtig meget inventar fra den kommunale børnehave, ligesom kommunen har ladet en ganske god pavillon, som blev brugt som skolefritidsordning, blive stående.
De seks ansatte har tilsammen 176 timer om ugen. De bliver bortset fra nogle få timer til lederens administrative arbejde brugt sammen med børnene.
“Vi vægter meget højt, at vi har meget tid sammen med børnene,” siger Leif Mårtensson.