Fortsæt til indhold

Skal Skanderborg hægtes af?

Samfund
Ole Friis Sørensen, Marielystvej 3, 8362 Hørning

Regeringen og DF forhandler om en plan for en hurtigere togforbindelse mellem Ålborg, Aarhus, Odense og København.
En ny togbro over Vejle Fjord indgår i planerne, og nu præsenteres så en ny jernbane mellem Hovedgård og Århus, en strækning på ca 30 km i fugleflugtslinie, eller ca. samme længde, som den eksisterende bane mellem Skanderborg og Aarhus.
Hvis ideen realiseres, bliver Skanderborg hægtet af den jyske længdebane, og hvad så, kære politikere, lokalt og på tinge?
Gennemgående tog til og fra Aarhus kører ind og ud ad stort set parallelle spor, nemlig Hasselager-Aarhus og Brabrand-Aarhus eller ca. 2 x 10 km hver gang plus det løse.
Hvis politikerne virkelig vil spare tid, så bør man seriøst overveje at anlægge nye spor, der forbinder sporene nord for Hasselager og vest for Brabrand, en strækning på ca. 5 km, og i samme projekt flytte Hovedbanen til Hasselager - og selvfølgelig droppe tanken om en ny jernbane Hovedgård-Århus, der er et rent lineal-projekt!
De 2 x 10 km spor, med eller uden skinner, der frigøres ved at flytte hovedbanegården vestpå, kan på flere måder indgå i en tiltrængt forbedring af infrastrukturen i Århus.