Fortsæt til indhold

Højttalervirksomhed lancerer nyt produkt

Højttalervirksomheden System Audio i Roskilde har via en blog på nettet involveret flere hundrede lydentusiaster i udviklingen af en ny højttaler. Resultatet ser ud til at blive en lyd- og forretningsmæssig succes.

Samfund
Arkiv

UDVIKLING Det globale marked for god lyd har i mange år været præget af en håndfuld danske, innovative virksomheder - færre nu end dengang, men de tilbageværende er stadig helt i front med design og ikke mindst god lyd.
En af dem er højttalervirksomheden System Audio, der diskret og ubemærket holder til på den tidligere Tekniske Skole i Himmelev ved Roskilde, og som både har markeret en række verdenssucceser med sine produkter og kan til næste fejre 30 års jubilæum.
Mere opmærksomhed har der været omkring højttalervirksomhedens nyeste udviklingsprojekt Højttaler Q113. Det skyldes, at virksomhedens grundlægger, Ole Witthøft, der privat bor i den nye bydel Trekroner tæt ved RUC, sammen med sine 12 medarbejdere har involveret alle med lyst, interesse og ikke mindst faglig viden om god lyd i arbejdet med at udvikle en ny højttaler i verdensklasse gennem en blog på www.ing.dk.

Konkurrence sætter tingene på spidsen

Den blev lanceret sidste år og allerede efter få dage havde 110 ingeniører meddelt via bloggen, at de var klar til at være med. Nu, hvor projektet nærmer sig sin afslutning, er det tid at gøre status.

Har kostet blod, sved og tårer

- Det har været en kæmpesucces, men det har også kostet blod, sved og tårer undervejs. Vi valgte at arbejde med to mulige koncepter: Revolution og Evolution.
Konkurrence sætter tingene på spidsen, skærper opmærksomheden og sorterer de elementer fra, der ikke kan følge med. Det gælder også inden for højttalere, og derfor har projektet en indbygget konkurrence mellem de to typer tankesæt, fortæller Ole Witthøft.
- En god højttaler består af 50 % videnskab og 50 % kunst. Derfor har projektet yderligere været delt op i en første videnskabelig del, hvor vi laver beregninger, målinger m.v. og kigger på højttaleren med videnskabelige øjne. I den anden halvdel handler det om lydoplevelsen og om at tilrette og optimere højttalernes klang, så vores ører får en verdensklasse oplevelse, siger Ole Witthøft.

Nørder gik sammen med folket

Der har været masser af klassisk ingeniør-udviklingsarbejde inde over begge projekter, men til syvende og sidst har det været oplevelsen af lyden, der har været afgørende. Det har ført til et par crashtests undervejs, før hele 92 engagerede læsere i verdens mest åbne lyttepanel kunne fælde den endelige dom.

Verdens mest omfattende test

- Jeg tror ikke, at der er lavet en så omfattende test af højttalere noget sted på kloden. Omvendt er der jo heller ingen uddannelse, der hedder ”højttalerudvikler”, men det er et stykke arbejde, der involverer rigtig mange discipliner, f.eks. akustik, vibration, mekanik og elektronik, siger Ole Witthøft, der ganske vist er ejer af System Audio A/S og direktør for virksomheden, men meget apropos har titel af udviklingschef.
- Derfor har udgangspunktet været, at højttalere kun kan blive endnu bedre ved at involvere andre. Vi har fået nye muligheder med de sociale medier. Crowd-sourcing handler om at outsource et projekt til en gruppe interesserede bidragydere, der som i vores tilfælde besidder en faglig ekspertise eller måske har en god ide, vi kan bruge, fortæller Ole Witthøft.

Masser af kompetencer

Med en baggrund som musiker ved han, hvad det vil sige at få folk til at spille sammen, og han ved endnu mere om, hvor svært det er at få frembragt god lyd. Det er som oftest en specialistopgave for dedikerede fagfolk, men til syvende og sidst er det lyttere, der afgør succes eller fiasko.
- Måske er der vindmøllefolk, der ved noget om luft i bevægelse, eller en ansat i et isoleringsfirma, som ved noget om akustisk dæmpning. Måske er der en eller anden, der ligger inde med en nanodims, som vi kan bruge til noget. Jeg har været meget spændt på, hvilke mennesker der vil dukke op, og kan kun sige at vi via vores blog har fået involveret rigtig mange med meget forskellig baggrund, siger Ole Witthøft.
Det blev altså Q113 Evolution, der vandt kapløbet om at blive den bedste højttaler. Den er nu i produktion og når den om kort tid rammer markedet, har den sin egen helt unikke historie at fortælle.
sl