Politikere afviste byggeriet på Nørreport
Kian Johansen
Økonomiudvalget valgte i denne uge at sige nej til et 42 millioner kroners byggeprojekt på Nørreport i Hammel.
Det var 2.223 kvadratmeter og 24 familieboliger, der skulle bygges som almene boliger og dermed også støttet af kommunen.
“Ud fra et samlet helhedsindtryk af sagen, så ønskede vi ikke projektet gennemført i denne form,” siger borgmester og formand for Økonomiudvalget, Nils Borring (S).
“Der var en del usikkerhedsmomenter som vores forvaltning pegede på i den sammenhæng. Både økonomiske og juridiske. Og vi er sat i verden for at forvalte borgernes penge på den rette måde,” lyder det fra økonomiudvalgsformanden.