Nørreport-projekt fortsætter
Boligselskabet BoligGrøn vil nu udbyde et traditionelt byggeprojekt i Hammel, efter kommunens afslag på det første projekt
Selvom økonomiudvalget i sidste uge sagde 'nej tak' til et byggeprojekt til 42 millioner kroner på Nørreport i Hammel af flere årsager, både økonomiske og juridiske, så er BoliGrøn ikke slået ud.
“Jeg vil bede kommunen om et snarligt møde, hvor vi vil foreslå, at vi laver projektet på ganske traditionel vis,” lyder det fra forretningsfører Anders Bangsgaard, fra BoliGrøn, der har kontor på Østergade 7 i Hammel.
Forsinket et par måneder
“Vi vil forsøge at imødekomme de betænkeligheder som kommunen åbenbart har i sagen og vi vil blandt andet udbyde entreprisen i EU-udbud,” lyder det fra Anders Bangsgaard, der pointerer, at man ikke er 'gift' med Ambo Byg & Rådgivning ApS, der i første omgang skulle stå for entreprisen.
Økonomiudvalgets første nej betyder, at byggeprojektet på Nørreport er forsinket to til fem måneder, lyder hans vurdering.
BoliGrøn har en tidsubegrænset option på at købe Nørreport 4, som i dag ejes af et firma fra Aalborg.
Penge skal ikke spildes
“Vi har allerede brugt over en kvart million kroner på at rette projektet til, efter kommunens ønsker og de penge skal ikke være spildte,” mener forretningsføreren, der som eneste ansatte sidder i BoliGrøns kontor i Hammel.
Køge nikkede ja
Boligselskabet har fem afdelinger i Køge, der alle blev etableret på den måde som Favrskov Kommune anser for juridisk uholdbar.
“Udbuddet blev gennemført af vores udbudsretlige advokat Erik Hørlyck, Køge Kommune havde ikke set modellen tidligere, men undersøgte den og sagde god for den. Og vi har fået bekræftelse på, at de boliger vi har bygget i Køge er af en endog meget høj kvalitet, hvilken den store efterspørgsel også har været vidne om”.
“Vi er netop nu ved at opføre et projekt med 47 boliger til knap 100 millioner kroner i en anden kommune. Og i en tredje kommune er de ved at godkende en lokalplan for 100 boliger.