Fortsæt til indhold

Fra udkant til midtpunkt

Lolland-Falster er inde i en positiv udvikling i takt med udviklingen i Femern Bælt-projektet, som allerede nu trækker flere nye virksomheder til området.

Samfund
Arkiv

UDVIKLING At Femern A/S er i gang med at forbinde Rødbyhavn og Puttgarden med en sænketunnel, giver helt nye muligheder for vækst og turisme på Lolland og Falster.
Det mener professor Christian Wichmann Matthiessen. Og Business LF bekræfter, at flere og flere virksomheder ønsker at slå sig ned i området.
Lolland-Falster er i gang med at udvikle sig fra at være, hvad nogle vil kalde udkantsdanmark til at være midtpunkt i en helt ny, international region. Det er en af konsekvenserne af, at Femern A/S skal anlægge en 18 kilometer lang sænketunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden. Sådan lyder det fra professor i geografi, Christian Wichmann Matthiessen fra Københavns Universitet, der har analyseret de regionale udviklingsperspektiver ved Femern Bælt forbindelsen.
Arbejdet med tunnelen går i gang i 2015, men allerede nu står Femern A/S for en lang række fremrykkede aktiviteter i Rødbyhavn. Som eksempelvis udvidelse af veje og cykelstier og opgradering af forsyning af el, vand og kloakering, der skal forberede området til tunnelelementfabrikken og det store anlægsarbejde.
Det har betydet mere arbejde til lokale entreprenører og vognmænd, og flere nye virksomheder er ved at slå sig ned i området. Små tegn på den store forandring, der er i vente, mener Christian Wichmann Matthiessen.
- Det, der overordnet sker med Danmark og Nordtyskland, når Femern A/S laver en tunnel, er, at der kommer en ny udviklingskorridor mellem Øresund og Hamborg. Det vil især tilgodese København, Hamborg og Lübeck. Men der vil også ske noget i korridoren. Der vil ske noget med Lolland. Hav-barrieren forsvinder, så Lolland får mulighed for at udvikle sig til en rigtig grænseregion, siger han og fortsætter:
- Allerede her i konstruktionsperioden vil der blive nye arbejdspladser og nye muligheder. Både fordi man kan arbejde for Femern A/S, og fordi man kan få mere interaktion med hinanden virksomheder imellem.

Vil også øge turismen

Christian Wichmann Matthiessen mener derfor, der er grobund for alt fra nye produktionsvirksomheder til finansieringsselskaber og servicevirksomheder på Lolland og Falster. Og så vil den nye adgang mellem Tyskland og Danmark uden tvivl øge turismen i området.
Både Lolland og Guldborgsund kommuner ser også allerede de nye perspektiver. De oplever stor interesse for de nye erhvervsområder, de udstykker. Og sammen har de to kommuner formet Business LF, som skal rådgive borgere og virksomheder om, hvordan de kan få del i de nye muligheder, som Femern Bælt tunnelen skaber.
-Vi kan se allerede nu, at der er øget aktivitet i vores område. Især fordi Femern A/S har igangsat deres fremrykkede aktiviteter. Det afføder mere beskæftigelse. En lokal entreprenørvirksomhed vandt fx den første store vejopgave, og andre entreprenører fungerer som underleverandører til forskellige opgaver, fortæller Mikkel Wesselhoff, direktør i Business LF.
Han forklarer, at Business LF flere gange om ugen får henvendelser fra nye virksomheder, der vil slå sig ned i området. Derfor er deres beredskab – one point of contact – som betyder, at man som virksomhed, der vil etablere sig i området, kan få svar inden for 24 timer og et møde med de relevante myndigheder inden for 72 timer, allerede nyttigt.

Virksomhederne vågner

- Virksomhederne begynder at vågne op og kigge på vores område. De kan se fordelene i at placere sig her, fordi Lolland og Falster havner i centrum af korridoren mellem Hamborg, Berlin, København og Stockholm. Og mange af vores eksisterende virksomheder går sammen i netværk og konsortier for at udnytte de nye muligheder bedst muligt. I samarbejde med for eksempel Femern Belt Development og os, siger han.
Business LF er i øvrigt også i løbende og tæt dialog med Femern A/S selv.
- Vi får grundig information af Femern A/S om, hvad der foregår. Når vi afholder aktiviteter med de lokale virksomheder, stiller Femern A/S også gerne op, og det betyder rigtig meget, siger Mikkel Wesselhoff.
I Femern A/S er man meget glade for udviklingen og de mange muligheder, man på Lolland og Falster allerede oplever med Femern tunnelen.
- Vi søger jo ikke specifikt efter forudbestemte entreprenører – vi søger de bedste. Men vi glæder os meget over at se, at lokale virksomheder har vist sig at være så dygtige, at de udmærket kan vinde flere af vores opgaver i udbud eller licitation, siger Bo Eske Nielsen, koordinationsdirektør i Femern A/S, der har ansvaret for de fremrykkede aktiviteter og fortsætter:
- Vi er selvfølgelig også helt bevidste om, at der både direkte og indirekte ligger en masse beskæftigelsesmuligheder for Lolland og Falster i så stort et projekt som vores. Og at det skaber nogle helt nye muligheder for vækst og turisme i området. Derfor gør vi meget ud af at have en tæt dialog med både kommunerne, virksomhederne, jobcentre og uddannelsesinstitutioner, siger han.