Fortsæt til indhold

Grønt vand i vandhanen

Kommer der grønt vand ud af din vandhane, er det tegn på utætheder i fjernvarmesystemet. Fjernvarmeselskaber bruger det grønne stof til at afsløre skader på anlæggene

Samfund
Af Mette Jensen

Hvis dit vand i vandhanen pludselig får en grøn farve, er det et signal om, at der er en utæthed i dit fjernvarmesystem - typisk i varmeveksleren. Utætheden gør, at fjernvarmevand løber over i dit vandværksvand, mens drikkevand kan slippe den anden vej ind i fjernvarmesystemet. Det skriver bolius.dk.
Den grønne farve stammer fra Fluorescein (Uranin). Det er et sporstof, som nogle fjernvarmeselskaber tilsætter fjernvarmevandet for hurtigere at afsløre utætheder i husejeres varmeanlæg. Fx har Fjernvarme Fyn på denne måde afsløret omkring 1.000 utætheder.
Den grønne farve kan typisk kun spores i dit varme vand. Dog er der en lille risiko for, at fjernvarmevandet også løber over i det kolde drikkevand.
Er dit vand grønt, skal du kontakte dit fjernvarmeselskab. Næste skridt er at få repareret din varmeinstallation, så utæthederne udbedres. Grønt vand i hanerne betyder, at du har et for stort varmeforbrug, og du vil spare penge ved at få utætheden repareret. Er der et hul i varmeveksleren, kan der, afhængig af trykforholdene, også løbe vandværksvand ind i fjernvarmesystemet. Det betyder, at du betaler for vand, du ikke har glæde af.

Ingen sundhedsfare

Det grønne farvestof udgør ikke en sundhedsrisiko, da det er meget fortyndet. Miljøstyrelsen tillader op til 6 procent af farvestoffet i alle typer kosmetik, og til sammenligning tilsætter mange fjernvarmeanlæg kun en koncentration af farvestoffet på 0,0002 procent. Men selv ved meget små koncentrationer viser Fluorescein (Uranin) en kraftig farve. Der kan derfor være en lille risiko for, at dit hår kan få et grønligt skær, hvis du bader i det grønne vand.
Oplever du det, kan du prøve at skylle det i koldt vand, som ikke indeholder det grønne sporstof. Dit vasketøj kan også blive misfarvet, også her er koldt vand løsningen.