Danske bedemænd til kamp mod online bedemænd
Lokal bedemand er blevet certificeret for at sikre kvaliteten og adskille sig fra det stigende antal online bedemænd
Det er ikke det samme, om man bruger den lokale bedemand eller en af de mange nye bedemænd, der udelukkende kører sin forretning på nettet. Ikke hvis du spørger Boesens og Archibalds Begravelsesforretninger, der har hovedsæde i Vejle og kontorer i Give, Hedensted, Taulov, Børkop og Tørring.
“Vi kan noget andet end de bedemænd, der sidder ved en computer i København og sender en rustvogn fra Aalborg,” siger Simon Simonsen, der sammen med Ella Sinding ejer den lokale begravelsesforretning.
“Vi tror, det er vigtigt at være tilstede og kende de lokale kirker, præster og gravere. Og hos os er det den samme person, der er med til samtalen med de pårørende, som også er med til begravelsen eller bisættelsen,” fortæller bedemændene.
Modtræk mod nettet
Bedemændene i Boesens og Archibalds Begravelsesforretninger har det seneste halve år været på kurser og arbejdet på at få en certificering af forretningen. Den kom i hus den 17. januar, hvor en repræsentant for DS Certificering mødte op i Vejle for at overrække ISO9001-certifikatet.
Certificering af danske bedemænd er noget helt nyt, som brancheforeningen Danske Bedemænd har sat i værk. De første bedemænd blev certificeret i slutningen af 2013, og Boesens og Archibalds er de første i Vejle Kommune.
“Certificering er helt klart et modtræk fra Danske Bedemænd til nettet. Der er efterhånden en hel underskov af forretninger, der sælger på nettet. Det er primært et fænomen i store byer som København og Odense. Her i provinsen og på landet bruger vi den lokale bedemand, vi kender, men der sker en udvikling. Folk køber ind på nettet i dag,” siger bedemand Simon Simonsen
Garanti for kvalitet
ISO9001-certifikatet er en måde at sige, at her er tingene i orden.
“Det er rettet mod kunderne. De pårørende skal være sikre på, at de får råd og vejledning, og at de får det, de har betalt for. Vi kontrollerer de certificerede bedemænd en gang om året, og de skal følge branchens etiske regelsæt,” fortæller Karin Birgitte Hiis fra DS Certificering.
En certificering kræver, at man beskriver arbejdsgangen ned i detaljer - og efterlever det.
“Vi har for eksempel skrevet ned, hvordan vi håndterer udleverede smykker, og hvordan vi tjekker, at urnen er den korrekte. Vi har også en dresscode. Vi går altid i blåt, og når vi er til højtidelighed, er det i habit eller frakke,” fortæller de lokale bedemænd.
Stor tilfredshed
Certificerede bedemænd skal løbende kvalitetskontrolleres af sine kunder. Boesens og Archibalds har udsendt spørgeskemaer og fået 85 besvarelser.
“På en skala fra 1 til 5, hvor 1 er meget utilfreds og 5 er meget tilfreds, har vi fået en gennemsnitskarakter på 4,9. Det er vi meget stolte over, men det interessante er jo, hvis vi mod forventning skulle få nogle 1- eller 2-taller. Så er der noget, vi skal tage fat på.”
“Der er kun to af de 85 kunder, der ikke vil anbefale os til andre. I det ene tilfælde skyldtes det, at graveren ikke gjorde, som vi bad ham om. Det var naturligvis ikke godt, men så fandt vi ud af det,” siger Simon Simonsen.
Medindehaver Ella Sinding tilføjer: “Spørgeskemaerne giver kunderne en chance for at vende tilbage til os og få en dialog. Det er bedre, end kunderne i stedet bare går og er utilfredse.”