Filuren fik en flot pris
Børnehaven Filurens aktivitetsniveau udløste en pris fra Hammel Handels initiativpris på fem tusinde kroner samt en vandrefigur
Der var musestille i børnehaven Filuren på Jagtvej i Hammel fredag eftermiddag.
“Alle børnene sidder i et og samme rum. Men de er helt stille, for de venter på en overraskelse,” lød det lige inden for indgangsdøren.
Hammel Handels initiativpris var på vej, for den tilfaldt dennegang børnehaven, som har vist stort initiativ i at få børnene til at bevæge sig og dyrke sport.
“I får denne skulptur til låns det næste års tid, en skulptur som er lavet af kunstneren Preben Christensen fra Farre. Men I får også denne check på 5.000 kroner,” sagde Hammel Handels formand Lise Reese i sin tale.
“Nu skal I jo ikke bruge pengene på sl.., nå nej, det skal jeg jo ikke bestemme,” lød det fra Lise Reese til børnene, som lignede nogen, der fik juleaften på forskud.
Vandrerpris
Hammel Billedskole fik prisen sidste år, og det var herfra, at Filuren var udpeget som næste prismodtager.
“Vi kiggede i sommer efter nogle dygtige børn, som bevæger sig meget. Og det gør I, har vi fundet ud af,” sagde Kirsten Holme Nielsen fra Hammel Billedskole.
“Og der er også en ros til de voksne her i børnehaven, som tror på det, I er med til at skabe.”
Områdeleder Brian Leth Hansen tog med et smil imod de mange penge.
“Dem skal vi bruge til noget mere bevægelse. Nu kan vi måske komme til Aarhus og en springhal,” sagde lederen, inden alle gik ind til et veldækket kaffe- og saftevandsbord.