Sygepleje-elever sætter medicinen på formel
"Jeg har haft lidt svært ved matematikken, og nu skal jeg ruste mig til eksamen."
Julia Flemm Larsen er elev på Sygeplejeskolen i Sønderborg og sammen med resten af sit hold, skal hun i 10. modul til eksamen i Farmakologi. Her er der fuld skrue på matematikken, for det er vigtigt at lære, præcis hvordan man beregner medicinmængder til patienter i alle størrelser og aldre.
"Vi fik et tilbud om ekstra matematik, og det var et tilbud jeg klart ville tage imod. Vi har otte timers undervisning om medicin-regning, og hvis man har lidt svært ved det, så er det ikke meget," fortæller den 25-årige sygeplejeskeelev.
Hendes medstuderende Kira Steffensen tog også imod tilbuddet om ekstra matematik, hvor en VUC Syd lærer har undervist i alt 16 elever.
"Det har været rigtig godt, for vi har kunnet fokusere på præcis dét, vi har brug for at lære til vores fag. At undervisningen kommer så tæt på virkeligheden som muligt," forklarer Kira Steffensen.
Eleverne er to og et halvt år inde i deres uddannelse, og for flere af dem er det nogle år siden, folkeskolen blev afsluttet.
"Siden har jeg taget en sproglig handelseksamen, og der var der ikke matematik. Så på dette kursus var det vigtigt for mig, at vi lige startede med at få de grundlæggende matematiske begreber på plads," siger Kira Steffensen.
Undervisningen har fundet sted på Sygeplejeskolen og har varet otte uger. En del af undervisningen var tilrettelagt som fjernundervisning.