Fortsæt til indhold

Vild løbegruppe søger fartholdere

’RunningWild’ er en løbegruppe, der grundet stigende medlemstal efterlyser frivillige fartholdere til løbetræning i Riis Skov

Samfund
Kim S. Andersen

I Riis Skov er det ikke kun træerne, der vokser.
Løbegruppen 'RunningWild' er på kort tid kommet op på 416 medlemmer og er nu så stor, at den er ved at drukne i sin egen succes med ligesindede løbeglade aarhusianere.
“Jeg er pænt vild med at løbe, men jeg synes, det er kedeligt at løbe alene. Og når jeg trænede i Riis Skov, mødte jeg flere og flere motionister. Derfor dannede jeg en facebook-baseret løbegruppe,'RunningWild'. Vi forsøger at skabe et socialt fællesskab i en gruppe, der samtidig også skal være fleksibel og uforpligtigende. Gruppen henvender sig til dem, der endnu ikke er klar til en decideret løbeklub, og det har der vist sig at være meget stor interesse for, at det er ved at vokse mig over hovedet,” siger initiativtager Rune Darling.
Han er uddannet løbetræner fra Dansk Atletik Forbund og DGI samt løbertræner i Aarhus Fremad Atletik.
I øjeblikket trænes der gratis tre gange om ugen, men der er planer om at lave flere træninger og måske også starte et hold op i Marselisborg Skoven, men det kræver hjælp fra frivillige kræfter.
“Jeg overvejer at udvide løbegruppen med endnu flere træninger og flere ture i forskellige tempi. Jeg kan overkomme en del selv, men jeg kan trods alt ikke selv klare at løbe i flere forskellige tempogrupper på én gang, så derfor kunne jeg godt bruge 10-15 frivillige fartholdere,” siger initiativtageren, der selv har løbetrænet i syv år fortrinvist i Riis Skov.

Fantastisk stisystem

“I Riis Skov er der et fantastisk stisystem og ikke kun den røde og gule rute. Så vi forsøger nogengange at gøre det lidt vildt. Det er også derfor, løbegruppen hedder RunningWild,' fastslår Darling.
De 10-15 fartholdere skal være med at opretholde det gratis træningstilbud til de andre løbere i gruppen. Man forpligtiger sig til at være fartholder i 'RunningWild'på en ugentlig løbetur. Og så er det meningen, at der kan byttes internt i fartholdergruppen. Planen er, at der skal løbes tre dage om ugen: Tirsdage og torsdage klokken 18.30 og søndag klokken 11. Løberne bliver inddelt i fire tempogrupper, som er: Begynder 6.30 minutter/km på en distance på 3-4 kilometer. Let øvet 6.00 minutter/km på en distance på 5-6 km. Øvet 5.30 minut/km på en distance på 7-8 kilometer samt meget øvet 5.00 minutter/km på en distance på 9-10 kilometer.
“Kravet til fartholderne er, at de skal være begejstrede løbere og kunne holde et bestemt tempo med gps-ur eller andet,” siger Rune Darling.