Kræftsyge Charlotte går 24 timer for kræftsyge mænd
43-årige Charlotte Duus trodser nu sin egen sygdom og begiver sig ud på en ambitiøs og velgørende gåtur til fordel for mænd med cancer
Livet er for de levende. Netop dette motto har 43-årige Charlotte Duus fra Gl. Holte tænkt sig at bevise for omverdenen i april.
Trods det faktum, at hun selv er diagnostiseret med sklerose og uhelbredelig livmoderhalskræft, har hun nemlig planlagt en mission noget ud over det sædvanlige, som har til formål at støtte mænd med kræft.
“Jeg vil gerne igennem min mission fortælle mænd, at vi kvinder generelt rigtig godt kan lide jer, at vi holder af jer, og at I er nødt til at passe på jer selv. For mænd er generelt dårlige til at gå til lægen. De ignorerer deres symptomer og siger, det skal løbes væk. Men det er vigtigt, at de kommer af sted, så sygdom kan opdages i tide,” fortæller Charlotte Duus.
Men hvorfor vælger man som kræftsyg kvinde netop at fokusere på mænd?
“For det første er det vigtigt for mig at understrege, at det her ikke handler om mig og min historie. Derudover synes jeg, at fokus ligger meget på kvinder ved landsindsamlinger og lignende. Vi kender alle til kampagner som Støt Brysterne, men nu er det mændenes tur,” fortæller hun.
Missionen er klar. Den 5. april 2014 klokken 12.00 træder Charlotte op på løbebåndet i Impuls Motionscenter i Holte, og hun har ikke tænkt sig at træde ned derfra før 24 timer senere.
Undervejs vil hun være omgivet af flere kendisser og privatpersoner, som alle har til formål at bakke op om projektet og spytte penge i den velgørende kasse.
En usund øjenåbner
Selvom Charlotte Duus ikke er meget for at få fokus rettet mod hende selv, hører hendes baggrund med til historien.
Vi møder hende i træningscenteret en torsdag formiddag. Det var nemlig her, hendes liv tog en seriøs drejning for et år siden, og hvor hun i dag tilbringer en stor del af sin tid.
“I januar sidste år steg jeg for første gang i nogle år op på vægten, og jeg blev ærlig talt noget overrasket over resultatet. Vægten viste 108,5 kilo, og jeg tænkte, at det her går jo ikke. Hvis jeg fortsætter på den måde, kan jeg lige så godt lægge mig til at dø med det samme,” fortæller Charlotte Duus, som fik konstateret sklerose i 2004 og livmoderhalskræft i 2009.
Hun bestilte en tid i Impuls Motionscenter, og den 11. januar 2013 klokken 6.00 om morgenen stod hun for første gang i centeret.
“Da jeg så Charlotte første gang, var hun klædt i fem store trøjer. Hun var meget tilbagetrukket og en smule selvdestruktiv. Hun havde aldrig været i et træningscenter, og generelt var hun meget usikker på, om hun kunne klare tingene,” fortæller Linnea Moos, der arbejder som personlig træner hos Impuls Motion, og som på frivillig basis træner Charlotte op til at gennemføre hendes mission.
Trodser dødsdommen
Der gik dog ikke længe, før Charlotte havde som fast rutine at træne seks dage om ugen. Og motionen kombineret med en ændret kost skabte fremragende resultater. Hun tabte sig. Hun blev stærkere fysisk, og mentalt skete der også væsentlige fremskridt.
“Min cancer kan ikke kureres, og jeg bliver derfor aldrig rask. Men kemo kan holde den nede. Til gengæld betyder den hårde motion, at jeg kan holde bivirkningerne af kemoen nede. Jeg bliver stærkere fysisk, hvilket også hjælper på sklerosen, og jeg har fået et meget større mentalt overskud. Det handler for mig om at fokusere på de små sejre, og den største af disse var, da jeg pludselig kunne smide min krykke langt væk,” griner Charlotte Duus.
En ide tager form
De 23 piller, som Charlotte tidligere tog i den daglige cocktail af medicin, er i dag erstattet af en enkelt kapsel fiskeolie.
Og i takt med de fysiske fremskridt kom også ideen til 24-timers gå-turen.
“Jeg luftede min ide for pigerne i centeret, og den første kommentar var, at jeg måtte være sindssyg. Det er jeg måske også, men nu har jeg sat mig for at gennemføre idéen, og så ved folk omkring mig, at der ikke er nogen vej tilbage,” konstaterer hun smilende.
Ideen tog form, og Charlotte kontaktede selv flere kendte personer og fik positive tilbagemeldinger. Det samme var tilfældet hos Kræftens Bekæmpelse, sponsorer og ikke mindst Impuls Motion, som har tilbudt at stille centeret til rådighed.
Ikke mindst indledte hun den intensive træning, som skal gøre hende klar til gåturen. For nylig fik hun for alvor testet sig selv af på en 14 timers trænings-gå-tur, som hun flot gennemførte, og dermed er hun klar til at tage fat på sidste etape inden målstregen.
Fire20timer for livet
En af Charlottes vigtigste kæpheste i projektet er, at gåturen skal være en fest.
“Meningen er, at det skal være en fejring af livet i super god stemning. Når jeg ser landsindsamling og lignende, er der altid lagt op til, at man skal fælde en tåre, og det hele skal være så sørgeligt. Men det behøver det jo ikke at være,” fortæller Charlotte og fortsætter:
“Jeg har været der, hvor jeg sad derhjemme og havde ondt af mig selv. Jeg syntes, at det var enormt synd for mig, at jeg skulle kæmpe mod to så alvorlige sygdomme. Men den tankegang kan jeg ikke bruge til noget længere. Jeg har besluttet mig for, at cancer og sklerose ikke skal have lov til at overtage mig liv, og ingen skal have ondt af mig. Det handler om at gøre livet godt, og her i centeret er jeg ikke hende den kræftsyge, men derimod en kvinde med en mission.”
24 gode timer
Tre måneder inden Charlotte fik konstateret livmoderhalskræft døde hendes far af lungekræft. Han boede de sidste måneder hos Charlotte, og også her var holdningen til livet, at det skulle være godt, så længe det varede.
“De sidste måneder med ham var nogle af de bedste i mit liv. Og måske er det på grund af ham, at jeg har valgt at dedikere denne begivenhed til mænd med kræft. Det har jeg egentlig ikke rigtig tænkt over før nu. Men uanset hvad, er det i hvert fald vigtigt for mig, at det her bliver 24 timer, hvor vi skal have det sjovt. Jeg kommer ikke til at kunne gå i to-tre dage efter, men det er prisen værd, hvis jeg kan samle penge ind til kræft og samtidig have en god dag,” slår Charlotte Duus fast.
Charlotte Duus har døbt begivenheden “Fire20timer for livet”, og målet med dagen ligger helt fast.
“Kampagnen Mænd Mod Kræft indsamlede for nylig 275.000 kroner. Så det beløb vil jeg jo meget gerne toppe,” fortæller hun.