Letbane og cykelsti skal lette køen
Letbane, supercykelsti og parkering på havnen og i Lisbjerg skal sørge for at aarhusianerne kan komme rundt i byen i fremtiden
Aarhus tromler derudad. Byen vokser med 4000 indbyggere om året, og nye boliger og arbejdspladser skyder op fra Aarhus Ø til Skejby. For at der i fremtiden er plads til, at de mange nye borgere kan komme fra a til b, så har Aarhus Kommune sat massivt ind.
“Der kommer en ny stor parkeringsplads ved Lisbjerg. Meningen er, at pendlerne skal parkere her og tage cyklen eller letbanen ind til byen, når de skal på arbejde,” siger Peter Søndergaard, som er trafikplanlægger ved Trafik og Veje i Aarhus Kommune.
Han fortæller, at der bliver omstigningsmuligheder til A-bus på de steder, hvor letbanen ikke kører, men at Aarhus Kommune i øjeblikket er ved at undersøge muligheden for flere letbaner linier til Brabrand og Hasselager.
Navitas og Dokk1
Der ser dog ikke helt sort ud i fremtiden, for de bilister, som alligevel ønsker at tage bilen ind til centrum. Selvom Aarhus Kommune ønsker så lidt biler i midtbyen så muligt, så bliver det alligevel nemmere for aarhusianerne at parkere, når Strøget eller Aarhus Teater kalder.
“Der kommer omkring 500 nye parkeringspladser, når Navitas står færdig, og 1000 nye parkeringspladser, når Dokk1 er færdig” siger Steffen Arnbo Nielsen, som er civilingeniør ved Trafik og Veje i Aarhus Kommune.
Han fortæller, at kommunen forsøger at lave store samlede parkeringspladser i stedet for mange små. Også vil de gerne have, at bilisterne ikke parkerer for lang tid af gangen.
“Vi vil gerne have korttidsparkering i stedet for langtidspakering i centrum, så kan flere nemlig benytte samme parkeringplads i løbet af en dag,” siger Steffen Arnbo Nielsen
Supercykelsti på vej
For dem som hellere vil have frisk luft og røde kinder, så er der også i fremtiden mulighed for at komme rundt på cykel i Aarhus.
I 2015 står en ny ti kilometer lang supercykelsti færdig, hvor cyklisterne kan cykle fra Aarhus Hovedbanegård, gennem midtbyen, forbi Aarhus Universitet og Skejby og slutte i Lisbjerg.
“Tanken er, at pendlerne kan parkere ved Lisbjerg og cykle de cirka ti kilometer ind til byen. Omvendt kan man også komme med toget fra Vejle, også låne en pendlercykel, og cykle til sit job i Aarhus Nord,” siger Pablo Celis, som er civilingeniør ved Aarhus Kommune og projektleder ved Aarhus Cykelby.
Endelig kommer der også en cykelsti for dem, som vil cykle fra Risskov til Marselisborg.
“Der anlægges en ny cykelsti, som forbinder Risskov med Marselisborg. Den kommer til at gå ad den nye havnepromenade ved Dokk1 og Strandvejen, og står færdig i 2016,” siger Pablo Celis.
10.000 cyklister passerer i dag Frederiks Allé, som er den mest trafikeret cykelgade i Aarhus. Når den nye supercykelsti står færdig, forventer Aarhus Kommune, at det tal bliver fordoblet.