Præste-vikar under orlov
JERSIE Det bliver sognepræst Gunder Gundersen, der ansættes til at varetage stillingen som sognepræst i Jersie, Kr. Skensved og Solrød sogne under Michael Rønne Rasmussens studieorlov fra 1. februar til 30. april 2014.
Gunder Gundersen er 49 år og har været præst i snart 19 år. De første 6½ år som præst i Sct. Jørgensbjerg i Roskilde og fra 2002 med mange tidsbegrænsede vikariater i Roskilde Stift. Han har både været præst i bysogne med flere præster og alene-præst i landsogne, så Gunder Gundersen kender alle sider af præstearbejdet. Og nu er han så nået til Jersie, Kirke Skensved og Solrød.
- Jeg glæder mig til samarbejdet med kolleger, personale og menighedsråd, siger Gunder Gundersen.
- Samarbejde er vigtigt for mig, for gennem et godt samarbejde kan man se, hvad kirke er. Derfor drejer præstearbejdet sig i høj grad om at udvise respekt: respekt for andres arbejde, respekt for andres meninger og holdninger, respekt for andres tro og verdensbillede. For det er med respekt, at kirkens ord skal lyde, ved gudstjenester, barnedåb, vielser – ja, i alt det, som sker i kirken!
Gunder Gundersen lægger stor vægt på at kirkens budskab er nærværende og vedkommende. Han vil gerne have, at kirke og kristendom skal tale til alle.
- Jeg brænder for at formidle kristendom, ikke kun som viden, men i høj grad som tro. Derfor er jeg særligt optaget af kristen meditation og spiritualitet, hvor mennesker oplever, at kristendom er vedrørende og giver en oplevelse, der afspejler Gud som fællesskabets Gud, slutter Gunder Gundersen der ser frem til tre gode måneder i Jersie-Kirke Skensved og Solrød sogne.pm