Fortsæt til indhold

Frygter skatte-bombe under hjælpefond

Både givere til og modtagerne af hjælp til stormflods-fond kan ende med en laaaaaaaaang næse. Giverne kan efter alt at dømme ikke trække donationerne fra - og modtagerne skal betale skat af hjælpen

Samfund
Henrik Gregersen

Målet er "adskillige millioner kroner" målrettet til hjælp til de hårdest Bodil-ramte beboere i Frederikssund Kommune.
Men nu kan dén fond, der skal samle penge ind til ofrene for de massive oversvømmelser, være på vej til at lukke de gode tanker ud med badevandet.
Ikke fordi, der ikke er brug for hjælpen. Tværtimod.
Faktisk er behovet for hjælp dobbelt så stort som forventet.
"Da vi stiftede fonden var udgangspunktet, at vi skulle samle 20 millioner kroner ind. Det ville betyde, at vi formentlig fik nok ind til at dække den selvrisiko folk skulle betale, når de skulle have udbedret skaderne efter stormfloden. Men da det gik op for os, hvor meget værdierne bliver afskrevet med af forsikringen, er det snarere 40 millioner kroner, folk selv står og skal betale. Der er mange, der er blevet hårdt ramt, som simpelthen ikke har de penge, der skal til. Det er jo i nogle tilfælde flere hundrede tusinde kroner," konstaterer Henrik Broksø, der som håndværker selv har haft kontakt med masser af ramte familier og som derfor tog initiativ til at stifte fonden.

Skatte-kæp

Dén udfordring er dog ikke det eneste problem, han og de øvrige initiativtagere er løbet ind i.
Ifølge Henrik Broksø, tyder meget nemlig nu på nu samtidig på, at der bliver stukket en gevaldig skatte-kæp i hjulet for indsamlingen.
Indsamlingens formål og modtagergruppe er nemlig så snævert, at virksomhederne - i modsætning til, hvis de havde doneret pengene til en landsdækkende indsamling - ikke kan trække udgifterne til de håbede stor-donationer fra.
Sådan lyder en foreløbig uformel vurdering i hvertfald ifølge Henrik Broksø. Og nu har fonden så bedt SKAT om et såkaldt bindende tilsagn, så initiativtagerne ved, præcist, hvor de står.
For bliver den uformelle tilkendegivelse også identisk med SKAT's formelle svar, vil det få alvorlige konsekvenser for indsamlingen.
"Selv om vi oplever, at virksomhederne er klar til at hjælpe, er der også grænser. Hvis ikke de kan trække deres donationer fra, som de kan ved alle andre indsamlinger, så bliver resultatet formentlig, at de ikke har lyst til at donere beløb i den størrelsesorden, der er nødvendigt," lyder det fra Henrik Broksø.
Samtidig tyder alt på, at modtagerne af hjælpen får pligt til at betale skat af de beløb, de modtager.
"For den enkelte husejere vil det selvfølgelig være bedre at få 50.000 kroner, som der skal betales skat af, end ingenting. Men helt ærligt, hvis man som virksomhed ved, at 70 procent af det, man giver, ender i statskassen, sætter det nok en så alvorlig bremse for giverlysten, at det bliver mere eller mindre umuligt at få det her til at lykkes," konstaterer Henrik Broksø.
Lokalavisen har torsdag bedt om en kommentar til situationen fra skatteminister Jonas Dahl, men har mandag formiddag ikke fået svar på henvendelsen.