Fortsæt til indhold

Politisk farligt dyr blev trukket frem i Favrskov

Enlig socialdemokrat taler om sammenlægning af kommunens administration. Borgmester og gruppeformand i S trak luft ind mens sammenlægnings-dyret blev luftet

Samfund
Kian Johansen

Kan man kigge på færre kommunale lejemål og bygninger i Favrskov til administrationen?
Byrådsmedlem Joachim Laursen (S) fik igen luftet det politiske farlige dyr under tirsdagens byrådsmøde under et punkt, der handlede om at byrådet gerne ville lægge 17-36 millioner kroner til side, så man havde lidt økonomisk råderum i budgettet.
Meldingen, der kom som et eksempel på, hvad man kunne kigge på, for at spare mere end de 1-2 procent i kommunens budget blev modtaget meget forskelligt.
Borgmester Nils Borring (S) manede straks til forsigtighed og lagde næste med det samme ideen til jorden, mens socialdemokraternes gruppeformand, Niels Flade Nielsen (S) hurtigt var ude at sige, at det skam kun var et eksempel fra unge Laursens side.
“Det som Joachim mente, var at det var et eksempel på hvor man kunne spare,” lød det håndfast fra Niels Flade Nielsen, der også afviste at Joachim Laursen nu skulle 'til kammeratlig samtale'.
Venstre så ellers straks chancen for at så lidt splid hos socialdemokraterne og Anders G. Christensen mente netop at Joachim nok skulle til 'kammeratlig samtale' hos socialdemokratiet, mens Christian Møller-Nielsen (V) ivrigt plæderede for at kigge på at sammenlægge administrative enheder. Det var nemlig især ham, der bragte det på bane for over fem år siden.
Venstres gruppeformand Flemming Nørgaard fik taget et hjørnespark, da han kunne fortælle, at Venstre endnu ikke havde taget konkret stilling til, hvor man kunne spare, men at man ville tage det internt i partiet.
“Jeg kunne forestille mig at vi blandt andet kiggede på administrationen i Hvorslev, lokalerne i Hadsten Centret og de barakker, der står klodset op på Vesselbjergvej,” lød det fra Joachim Laursen, efter byrådsmødet. Det er ikke umiddelbart et samlet rådhus, han forestillede sig.
Han kunne bekræfte sin gruppeformands udlægning af, at det stadig kun var et eksempel på, hvor man kunne spare.