Fortsæt til indhold

Tidligere kræftpatient går nu og nynner

Dan Schwartz-Hansen er ny brugsuddeler i Ågård. Manden fra Give er lige kommet gennem en svær sygdomsperiode

Samfund
Jørgen Flindt

En af kunderne bemærkede det en dag.
At den nye brugsuddeler i Ågård gik og nynnede.
“Ja, en af kunderne kom hen til mig og sagde, at hvor er det dejligt, at jeg sådan gik rundt og nynnede. Det skulle jeg have ros for. Det var jeg meget glad for at få at vide. Men jeg er nok også bare af sind et optimistisk menneske,” siger Dan Schwartz-Hansen og smiler.
Han er 38 år, bor i Give og er blevet den nye brugsuddeler i Ågård.
“Det er et sted, der passer mig meget godt. Og jeg har et godt indtryk af stedet. Der er nogle ting, der skal kigges på, for vi skal gerne have flere kunder ind,” siger han.
Det vil først og fremmest være butikken, der i første omgang er fokus på. Det kan være små ting som at ændre på hyldernes placering, så varerne står anderledes. Og der skal kigges på sortimentet.
“Først og fremmest skal butikken være helt i orden, og så kan man bygge ekstra på. Men derudover skal vi selvfølgelig stadig være en naturlig del af byen om området, som byen og området skal være en naturlig del af os, og derfor skal vi samarbejde på kryds og tværs med foreninger og andre i området,” siger han.

Sygdom

Han er en mand, der har prøvet meget. Både arbejdsmæssigt set, hvor han blandt andet har været souschef i SuperBrugsen i Give samt brugsuddeler i Brugsen i den sønderjyske by Hjordkær.
Og på det mere menneskelige plan har sygdom fyldt meget. Som 36-årige fandt man ud af, at han havde kræft, og det betød, at han har fået fjernet en del af både spiserører og mavesækken.
Han er nu erklæret rask, men sådan en tur sætter sine spor.
“Selve operationen gik meget godt, men den efterfølgende kemo var utrolig hård ved mig. Sådan en sygdom sætter tankerne i gang. Tidligere handlede det meget om arbejde, men man finder ud af, hvad livet skal give en, og her er familien utrolig vigtigt,” siger han.
Men arbejde er også en vigtig del af livet. Og dejligt er det jo, når man nynner på sit arbejde.