Rul Favrskov-modellen ud til flere
Undervisningsminister vil have flere skoleelever i mentorordning. En ordning, som har været pilotprojekt i Favrskov
Landsforeningen Talentspejdernes succes med en mentorordning for skoleelever i Ballerup, Favrskov, Randers og Silkeborg får undervisningsminister Christine Antorini til at ønske ordningen udbredt til flere af landets 98 kommuner.
Tovholder er Tom Thinggaard Pedersen, der har base i Ulstrup.
Det var da også i Favrskov, han kørte det første pilotprojekt, hvor to medarbejdere fra Vestas var tutorer for to folkeskoleelever.
Selvtillid og afklaring
I alt har 74 elever gennem Talentspejderne igen fundet motivation og glæden ved at gå i skole. Ved en konference i Odense i denne uge mødte undervisningsministeren flere af de unge og deres mentorer. De unge fortalte, at mentorforløbet har givet dem mere selvtillid og en afklaring af deres mål med at gå i skole.
Fra scenen fortalte eksempelvis Megan til en fyldt sal, hvordan de sidste 24 uger har ændret hendes tro på fremtiden:
”Tidligere vil jeg i hvert fald ikke have turde stå frem på en sådan scene. Det gør jeg nu, og det har også været med til at gøre hverdagen nemmere i skolen,” fortæller hun.
Thor Lolk-Hansen sagde således:
“Jeg knoklede for at følge med de andre i klassen og blev frustreret over, at jeg ikke kunne. Nu er jeg afklaret og tager tingene i mit egent tempo og skal helt sikkert nok nå mit mål,” sagde Thor
Frivillige ind på skolerne
Mentorerne hos Talentspejderne er frivillige erhvervsfolk fra private virksomheder. Dermed er ordningen et eksempel på det styrkede samarbejde mellem lokalsamfund og folkeskole, der er en del af den nye skolereform.
”Frivillige bliver helt sikkert en mere fast del af hverdagen i folkeskolerne på forskellig vis. De skal ikke erstatte nogen, men de frivillige kan være et fantastisk supplement,” siger undervisningsminister Christine Antorini.
Vigtig motivation
Set fra ministerens stol gør Landsforeningen Talentspejderne og deres mentorer et stort og nyttigt arbejde: ”Motivationen er vigtig, for at man kan få en uddannelse. Og her er Talentspejderne en vigtig ordning, fordi de er med til at give de unge motivation. Talent er ikke kun for eliten. Alle har et talent, som kan findes. Det er derfor vigtigt at få en evaluering af Talentspejdernes ordning, så de gode erfaringer kan komme at virke i andre danske kommuner,” siger Christine Antorini.
Projektleder Tom Thinggaard Pedersen har hermed fået ministeriel opbakning til sit projekt.
Konferencen i Odense havde deltagere fra flere danske kommuner – blandt andet København, Køge, Faxe, Slagelse og Svendborg.