Fortsæt til indhold

Kære virksomheder - glem ikke Femern Bælt

Selvom der er lang tid til, at byggeriet af Femern Bælt for alvor sættes i gang, er vigtigt at danske virksomheder allerede nu spidser engelskkundskaberne til og skaber kontakt til de store entreprenørkonsortier.

Samfund
Arkiv

Byggeri Det er forståeligt, at morgendagens opgaver fylder mest hos landets små og mellemstore virksomheder, men den langsigtede planlægning i forbindelse med for eksempel Femern Bælt-projektet bør også prioriteres i hverdagen.
Derfor bør virksomhederne allerede nu opkvalificere deres engelskkundskaber, orientere sig i den vejledning, Femern A/S har udformet i forbindelse med byggeriet, og tage kontakt til de prækvalificerede entreprenørkonsortier, hvis de vil gøre sig forhåbninger om at få del i projektet.
Sådan lyder opfordringen fra Dansk Byggeri.
- Der er mange gode muligheder for danske virksomheder i Femern Bælt, og overvejelser om mulige bidrag til byggeprocessen bør indgå i det daglige arbejde allerede nu. Konsortierne sidder nemlig og regner på tingene og kan i den forbindelse have brug for input fra den eller de rette underentreprenører med de rette kvalifikationer og den rette viden.
Hvis man som virksomhed mener sig kvalificeret til at levere de ønskede ydelser og er i stand til at kommunikere på engelsk med konsortierne, så er chancerne for at blive valgt størst, hvis man melder sig på banen nu, siger chefkonsulent i Dansk Byggeri, Søren Lange Nielsen.
Han opfordrer til, at virksomhederne generelt holder sig up-to-date med projektet, og at de skriver sig op på den hjemmeside, Femern A/S har planer om at åbne i foråret.
På hjemmesiden får virksomhederne mulighed for at beskrive de kompetencer, de kan tilbyde entreprenørkonsortierne.
- Det er selvfølgelig vigtigt, at virksomhederne ikke bare opretter sig på hjemmesiden. De skal også tage direkte kontakt til de enkelte konsortier, ellers er risikoen, at arbejdet går til anden side.
Det gælder om at være om sig, siger Søren Lange Nielsen, der tilføjer at alle relevante kontaktpersoner kan findes på Femern A/S' hjemmeside.
sl