Elever rykker atter ind på Vejlby Skole
Rådmand forventer, at stor del af Vejlby Skole bliver sat til salg. Men først om to år, for til april rykker elever fra Sct. Annagade Skole ind
Det er et halvt år siden, at samtlige Vejlby Skoles elever med daværende skoleinspektør Jørgen Tvorup i spidsen vandrede over på Ellevangsskolen(en fusion mellem Vejlby Skole og Jellebakkeskolen,red.), hvor de går i dag. Og siden da har lokalerne på den tidligere skole stået gabende tomme.
Men det får en ende fra april.
Rådmanden for Magistratafdelingen for Børn og Unge, Bünyamin Simsek, forklarer:
“Børn og Unge skal selv bruge den lave fløj af skolen – altså den fløj over mod tandklinikken – til genhusning af elever fra heltidsundervisningen, der skal genhuses fra deres lokaler på Sct. Annagades Skole, som skal rives ned. Genhusning forventes at ske fra 16. april i år og frem til sommeren 2016.”
Der er tale om fyrre 8. - og 9. klasseselever og 12-15 lærere, der igen vil give noget liv på skolen på Vikærsvej 36.
Stadig salgsplaner
Det er dog stadig planen, at Vejlby Skole skal sælges. Og når der nu kommer elever på en del af skolen, kan det meget vel være, at den resterende del af skolen lejes ud, så skolen kan sælges som en samlet pakke i 2016.
“Der er lagt op til, at der skal ske en arealudvikling med henblik på salg, uden at det er låst fast lokalplanmæssigt. Kommunens opgave er altså at sælge Vejlby Skole med henblik på, at der kan ske arealudvikling for en mulig investor, siger Simsek, der afviser rygter om, at der skal bygges kollegie på adressen.
“Der er ingen konkrete planer om kollegiebyggeri. Det der undersøges nu, er, hvad der konkret er af muligheder for byggeri og dermed hvad areal og bygninger kan sælges til og dermed, hvad den forventede pris bliver. Derfor foreligger der ikke en salgspris endnu”, konstaterer Rådmanden for Magistratafdelingen for Børn og Unge.