Ring til hotline
Nu kan du få fat i Fredericia Kommune uden for åbningstiden
Du er på inde på Fredericia Kommunes hjemmeside og skal søge oplysninger om flytning. Pludselig går du i stå, og kan ikke komme videre. Klokken er 19.30, og telefonen til Fredericia Kommune er lukket. Hvad gør du? Du ringer til Hotline Syddanmark.
Hotline Syddanmark er et nyt kommunalt samarbejde som 19 af kommunerne i Region Syddanmark står bag. Initiativet så dagens lys den 1. februar.
”Vi ønsker at give borgerne bedre mulighed for klare sig digitalt via de kommunale hjemmesider. Vi oplever, at borgerne nogle gange har behov for hjælp – også uden for kommunens åbningstider. Derfor har vi etableret Hotline Syddanmark, hvor borgerne kan få hjælp efter åbningstiden," siger kontorchef i Borgerservicecentret Jane Andersen, Fredericia Kommune.
Det nye kommunale samarbejde Hotline Syddanmark betyder, at borgerne kan ringe til en Hotline, hvor en kommunal medarbejder frem til kl. 21 hver aften – søndag til torsdag – vil sidde parat til at guide borgerne videre.
”Vi har store forventninger til det nye initiativ. Dels håber vi på, at det kan få endnu flere borgere til at blive digitale og på den måde klare sig selv, når det passer den enkelte borger. Dels tror vi på, at borgerne med servicen vil opleve, at det bliver både hurtigere og nemmere at komme i kontakt med sin kommune," siger Jane Andersen.