"Der var forskel på, hvem der kunne sætte hælen i"
Koldingenseren Ida Damborg, som sidder i SF's landsledelse, mener at Socialdemokraterne har udøvet forskelsbehandling
"Vi har slugt mange kameler og der har været en stor forskel på hvem i regeringen der kunne sætte hælen i og hvem der ikke kunne" Sådan lyder det fra Ida Damborg som blandt andet sidder i landsledelsen for SF og som har været medlem af partiet i 28 år.
Ida Damborg var onsdag aften med til mødet, hvor landsledelsen efter en afstemning besluttede at bakke op om salget af DONG andele til Goldman Sachs. Hun havde ikke regnet med, at torsdagen ville udvikle sig som den gjorde.
"Jeg har fået tre timers søvn i nat efter mødet i går og jeg var meget ked af det, da jeg hørte, at Anette ville stoppe som formand for SF. Men det er bare ikke muligt at sidde i den her regering. Den blev ikke ledt af tre parter, hvilket den skulle have været", udmelder Ida Damborg. Hun peger på, at hun ikke mener at Socialdemokraterne har udvist loyalitet overfor SF.
"Og det kommer til at falde tilbage på S i sidste ende", siger hun.
På trods af den stormfulde periode, som SF er inde i lige nu, så tror Ida Damborg alligevel, at partiet klarer modgangen.
"Jeg har været med i mange år og jeg kan huske, at vi både har været store og små. Nu skal vi klinke skårene og finde ud af fremtiden, når vi holder kommunalpolitisk landsmøde i Vingsted i weekenden".