Ærgerligt men uafvendeligt
"Det er ærgerligt, men samtidig var det nok også uomgængeligt," lyder kommentaren fra formanden for SF i Skanderborgs, Nils Hein, ovenpå pressemødet tidligere i dag, hvor formanden for SF Anette Wilhelmsen meddelte, at hun ikke genopstiller som formand for partiet. Samtidig har SF trukket sig fra regeringen, og samtlige seks SF-ministre er nu fortid.
Splittelsen i partiet er en realitet ovenpå krisemødet, som landsledelsen holdt i går aftes omkring hele DONG-aftalen. Partiet skal nu ud og finde en ny formand, næstformand, gruppeformand og politiske ordfører.
"SF er jo ikke det eneste parti, der har haft det problematisk med Dong-aftalen. Der har også været en dyb skepsis lokalt til den aftale. Nu har det så fået en konsekvens landspolitisk, og det er selvfølgelig ærgerligt, at vi mister regeringsindflydelse, men så kan vi jo glæde os lidt over, at vi kan pudse glorien lidt mere," konstaterer Nils Hein ironisk.
"Lokalt ser jeg dog ingen konsekvenser af sagen. Det er godt at vi har fået en afklaring. Nu skal vi i gang med processen at finde en ny formand, og lagt det her bag os."
SF holder landsmøde om en måned.