Fortsæt til indhold

Familiens trold vækkes til live for andre

Jonna Gadager Jørgensen fra Ødis har udgivet en bog om en helt speciel trold

Samfund
Susie Jessen

Jonna Gadager Jørgensens far var en noget speciel mand. Han kunne på en helt almindelig dag pludselig finde på at le og slå ud med armene og spørge: “Har vi det ikke bare godt?”

Han var også historiefortæller for sine fem børn. I stedet for at læse op fra bøger, fortalte han fra fri fantasi om den lille trold ved navn Robin, som bader i vandpytter med tøj på og som har et langt rødbrunt fuldskæg.
Historierne om Robin, som har fulgt Jonna Gadager Jørgensen siden hun var helt lille, er netop blevet udgivet i en bog.

“Min far døde af en blodprop alt for tidligt og for tre år siden, kort før min mor døde, sagde hun til mig: “Jonna, udgiv historien”. Det har jeg så gjort og jeg er sikker på at mine forældre ville synes at det er både sjovt og herligt, at den nu er udgivet”, siger Jonna Gadager Jørgensen og smiler.

Ud til børnene

Bogen er bygget op med ni små historier om trolden Robin. Det er i følge Jonna Gadager Jørgensen meningen, at forældrene og børnene selv skal digte videre om troldens færd - eksempelvis når de er ude og gå tur i skoven.
“Det er også meningen, at man skal tegne videre på illustrationerne i bogen. For alle ser jo Robin forskelligt”, lyder det fra Jonna Gadager Jørgensen, som har sin debut som forfatter med bogen.

Hun er nemlig uddannet bygningsmaler og har siden arbejdet som sygehjælper og efterfølgende familieplejer. Derfor er udgivelsen af bogen en helt ny verden for hende.
“Men jeg havde en historie at fortælle her. Sproget er som far fortalte på, og som jeg selv har fortalt historien til mine børn og børnebørn” forklarer hun.
At historien skal være mere end bare en bog vil Jonna Gadager Jørgensen også vise ved at tage rundt til børnehaveklasser i kommunen og med forskellige rekvisitter fortælle om trolden Robin.

“Det her er jo en familiehistorie. Jeg kender jo Robin så godt. Jeg håber forældre rundt omkring vil tage fat i Robins historie og fortælle mere om ham”.
Jonna Gadager Jørgensens børnebog er udgivet af forlaget Karius og kan købes hos boghandlerne i både Vamdrup og Kolding.