Hammel var i superhjørnet
Super-Lørdag hed det tiltag, som handelen i Hammel præsenterede lørdag formiddag. Det var med en slags timetilbud i forretningerne. Tilbud, som skiftede hver time.
Smagsprøver på øl og vin og klækkelige rabatter faldt ikke overraskende i kundernes smag.
Det største tilløbsstykke var den gratis kvalitetsfilm for børn, Tad Stones, i Fotorama. Biografen var helt fyldt totalt op. Og flere voksne havde også sneget sig ind i mørket
Hos Veller Cykler på Østergade kunne Jacob Veller berette, at de 20 % på børnecykler havde givet et salg på tre denne vinterformiddag. Noget usædvanligt i februar. Det viste sig da også, at det var cykler til senere levering.
Om det var de specielle tilbud, der havde trukket folk til udefra, eller kunderne bare godt kan li' at handle i Hammel, fik vi ikke helt afklaret. Måske begge dele.