Fortsæt til indhold

Der er travlhed på Slotskroen i Vallø

Henrik Ravnemose bliver ny assisterende køkkenchef på Vallø Slotskro.

Samfund
Arkiv

NYANSÆTTELSE: Restauratørparret Tina og Palle Møller fra Vallø Slotskro har haft rigtigt travlt i 2013, og derfor har de valgt at udvide deres køkkenteam med den erfarne og dygtige kok Henrik Ravnemose, som dermed vender hjem til Køgeområdet efter et par år i Roskilde.
- Henrik har tidligere drevet Restaurant Horizonten og Brasserie 33 på Havnen i Køge, og vi var mange, der var rigtigt kede af det, da Henrik stoppede for et par år siden, fortæller Palle Møller. Så vi fik den supergode idé, at når vi nu havde brug for yderligere kompetencer på køkkenfronten, så ville det være oplagt at spørge Henrik, om han havde lyst til at komme til Vallø.
- Henrik og jeg er jo gode venner og har gennem årene lavet en del mad sammen, og vi har altid været godt tilfredse med resultaterne. Jeg er derfor meget glad for, at Henrik har sagt ja tak, til at blive assisterende køkkenchef på Vallø Slotskro.
Henrik Ravnemose er udlært både som kok og sommelier (vintjener), Palle Møller er udlært både som konditor og kok, og dette nye teamwork skal nok få menu og vine til at gå op i en højere enhed.
- For at fejre den nye konstellation, får vi besøg af vores gode ven og vinmager Etienne Montès fra La Casenove i Roussillon. Vi afholder en ”winemakers dinner” lørdag den 1. marts i samarbejde med vinfirmaet Compagniet fra Jersie, der importerer vinene fra Etienne Montès, fortæller Palle Møller.
- Henrik og jeg har til denne aften kreeret en 6-retters menu, der passer perfekt til Etienne's vine. Alle os på Vallø Slotskro kender vinmageren særdeles godt, dels fra hans tidlige besøg i Danmark, dels fordi Henrik Ravnemose i 2007 vandt den internationale dessertkonkurrence ”Roussillon Dessert Trofæ” med en æbledessert serveret til Rivesaltes Ambré 15/10 Vin Doux Naturel fra netop Etienne Montés.