Fortsæt til indhold

Er det dine?

Nordsjællands Politi efterlyser ejere til tyvekoster, der formentlig er stjålet fra indbrud i biler i Nordsjælland i oktober og november. En bestemt families feriebilleder er vigtigt spor

Samfund
Jeppe Lund

Tilbage i november anholdt Københavns Politi en 34-årig russer på Hovedbanegården i København. På sig havde han en stor mængde tyvekoster fra indbrud, som ifølge Nordsjællands Politi formentlig er foregået i biler over det meste af Nordsjællands.
Russeren var, da han blev pågrebet, i besiddelse af 75 forskellige genstande. Det var blandt andet bilnavigatorer, smykker, computer og anden elektronik, fortæller kriminalassistent Rene Letvad.
"Han blev fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for en stribe tyverier efter indbrud i biler, heraf har han erkendt de 12 forhold, som formentlig har fundet sted i hele Nordsjælland", siger han.
Manden er nu udvist af Danmark.

Kender du familie på tre

Nordsjællands Politi har fundet ejermændene til nogle af kosterne, men mangler stadig at finde det rette hjem til flere genstande.
Et af sporene er et SD-kort, som er hukommelseskortet i for eksempel kameraer. Og de billeder, der ligger på kortet, kan måske være med til at finde de rette ejere.
"På det kort er der billeder af en familie med en far og mor på 27-30 år, og de har en pige på ca. tre år. De er interesseret i madlavning, og manden - eller en i familien - har dyrket en Iron Man et sted i Danmark. I april 2012 har de været i et rødt træhus i Sverige", fortæller Rene Letvad.
Familien har også været en tur i Berlin, og der er billeder fra en ferie sydpå. Manden hedder ifølge Rene Letvad muligvis Tommy, og familien har en ven, der hedder Bastian.
"Er der nogen, der passer til den beskrivelse, vil vi meget gerne høre fra dem. De kan kontakte Nordsjællands Politi på tlf. 114, så skal vi se, om vi kan hjælpe dem", siger kriminalassistenten.
Et andet spor er nogle manchetknapper, der er formet som golfbolde. Har du mistet sådan nogle, og kan du oplyse, hvilket materiale de er lavet af, kan du også henvende dig til Nordsjællands Politi på tlf. 114.