Topfolk peger nu på Pia Olsen Dyhr som ny SF-formand
Tidligere formand for SF Holger K. Nielsen slutter sig nu til kredsen, der peger på Hillerødvalgte Pia Olsen Dyhr som ny formand for partiet efter regeringsexit
Pia Olsen Dyhr, der er folketingsvalgt i Hillerødkredsen, får flere og flere markante støtter i det kommende formandsvalg i SF. Officielt har hun ikke meldt ud, om hun går efter posten, men hun får nu støtte fra flere og flere topfolk inden for partiet.
Holger K. Nielsen, der var formand for partiet fra 1991 til 2005, siger til Politiken, at Pia Olsen Dyhr er hans bud på en ny formand for SF.
"Jeg håber, og jeg vil meget opfordre Pia Olsen Dyhr til at stille op. Hun er det bedste bud i den situation, vi står i. Hun kan samle partiet, og hun har signaleret, at det er det, der er hendes interesse«, siger Holger K. Nielsen til Politiken.
Tidligere har Pia Olsen Dyhr blandt andet fået støtte fra partiets nye gruppeformand for Folketingsgruppen, Pernille Vigsø Bagge, og også Københavns sundhedsborgmester Ninna Thomsen og SFs afgående næstformand, Lejres borgmester Mette Thouborg, peger på Dyhr.
SFs nuværende formand Annette Wilhelmsen trak i sidste uge partiet fra regeringen og meddelte sin afgang som formand.