Herregårdsbussen samler gæsterne op i nord og syd
Gammel Estrup - Herregårdsmuseet inviterer lokalbefolkningen indenfor, og sender en gratis rundt til byer i Norddjurs og Syddjurs
Hvis man hopper efter at besøge Gammel Estrup - Herregårdsmuseet, kan man benytte museets tilbud tirsdage og torsdage i uge 7 og 8. “Hop på herregårdsbussen”, lyder det. Hvis man gør det kan man få både en gratis bustur til museet og en gratis rundvisning.
I bussen fortæller museumsbetjent Jørgen Justesen, Allingåbro, om området omkring herregården, og på herregården står museumsdirektør Britta Andersen klar til at vise rundt i sale og gemakker. Efterfølgende er 'Husjomfru' Jytte Møller fra Auning klar med et stykke hjemmebag og en kop kaffe.
”Herregården er jo det historiske samlingspunkt i området, og den er en vigtig del af lokalmiljøet. Den rummer fortællinger om liv og skæbner gennem mere end et halvt årtusinde, og på den måde er den en del af vores allesammens historie”, siger museumsdirektør Britta Andersen.
Åbner skovarbejderhus
I løbet af dagen kan man tale med museets forskere fra Dansk Center for Herregårdsforskning. De vil gerne høre, hvis folk har gode historier fra Gammel Estrup og se fotos og genstande.
Helt konkret søger museet inventar til et nyrenoveret Skovarbejderhus, der skal åbne i foråret 2014. Så hvis man har ting, der kan være med til at fortælle historien om gruppen af jordløse arbejdere på herregården, så tager museet meget gerne imod alt fra stole, spiseborde og karlekammerskabe til langpiber, platter og tekstiler. Gode beretninger, der kan bidrage til historien om skovarbejderne, modtages også med kyshånd.