Jeg er godt tilfreds - ikke selvtilfreds
På fredag kommer Lasse Rimmer til Skanderborg med sit nye show, ’Selvtilfreds’. Læs her, hvad han mener om byen, østjyderne og showet, da Lokalavisen fangede ham en kold vintermorgen for et par rappe replikker
“Jeg er en tilfreds mand. Ikke selvtilfreds.”
Lasse Rimmer går aldrig i diskussion med folk, uden at han på forhånd ved, at han har ret. Han taler rasende hurtigt og ved, at det han siger, er klogt. Det er nok det, der får andre til at tro, at han er selvtilfreds.
Det mener han i hvert fald selv denne iskolde torsdag morgen, hvor Lokalavisen fanger ham, inden han er på vej med tourbussen til næste show.
På fredag skal han optræde på Kulturhuset i Skanderborg, og her skal publikum ikke bare underholdes. De skal også have noget at tale om bagefter.
Det er ikke første gang, han er i Skanderborg, men det er første gang, han optræder på Kulturhuset. Et sted, hvor han er stolt over at få lov til at optræde.
“Det er et sted, som jeg har lagt mærke til mange gange, når jeg har været i Skanderborg. Beliggenheden ved søen er jo helt fantastisk,” siger han.
Østjysk - så er man en flink fyr
Når Lasse Rimmer står på scenen i Kulturhuset, frygter han ikke, at publikum holder igen med latterbrølene.
“Der er en enorm gæstfrihed i Østjylland. De er meget let-tagelige,” konstaterer han med et til lejligheden opfundet ord.
“De tager meget pænt imod mine jokes.”
Hans erfaring er, at østjyderne bestemt ikke er de sværeste at få til at bruge grinemusklerne.
Måske fordi der er en smule østjyde over ham selv. I hvert fald betegner han sig selv som østjyde, selvom han faktisk kun boede syv år af sin barndom i Østjylland og for længst har lagt den østjyske dialekt bag sig.
Alligevel kommer han ind imellem til at tale østjysk. Både bevidst, men også til tider ubevidst.
“Jeg har opdaget, at jeg tit kommer til at lyde 80 procent østjysk, når jeg skal imitere en anden slags stemme i et show. Det kunne for eksempel være en imitation af en fra Holbæk, men så må jeg redde den og sige, at det er en tilflytter,” smiler han.
Andre gange kommer den østjyske dialekt ham til hjælp. Som da han var i 20'erne og arbejdede bag kassen i en butik i København. Her kunne han godt finde på at slå over i østjysk, hvis han kom til at give forkerte byttepenge, og kunderne vrissede af ham.
“Folk bliver meget mere venlige over for én, når man taler østjysk. De tænker 'han snakker østjysk, så må han være en flink fyr',” griner han.
Showet på fredag bliver dog ikke på østjysk, slår han hurtigt fast.
Stof til eftertanke
Mere vil han ikke røbe om showets indhold. Kun lige, at han altid forsøger at indrage publikum, og at Skanderborg også vil blive vendt, så meget det kan lade sig gøre.
“Jeg bruger måske 20 procent på at tale med folk i salen. Der er tit en masse spændende historier at tage fat på,” fortæller han.
“Jeg taler ikke om mit parforhold bare for at være sjov, hvis ikke samtalen fortsætter hos publikum bagefter,” fortæller Lasse Rimmer.
Han håber, folk kommer til at føle sig underholdt, men også at de efter showet vil snakke videre om dets emner.
Han er ikke bange for, at det bliver nogle alvorlige og kontroversielle emner. Personligt elsker han at bevæge sig i grænselandet mellem, hvad folk synes er kontroversielt, og hvad der er sjovt.
“Der er noget fedt over at få folk til at grine over noget, de ikke har tænkt over, og som de så bagefter tænker, om de kan tillade sig at grine over og så griner af igen,” forklarer han.
Selvtilfreds er ikke negativt
Lasse Rimmer er måske nok selvtilfreds, men har ikke lyst til at kalde sig selv det.
Han mener, danskere har den opfattelse, at det er noget, der er negativt at være.
“Det er aldrig okay at kalde sig selv for selvtilfreds, og når andre bliver omtalt som selvtilfredse, er det altid i en negativ sammenhæng,” mener han. I stedet er han ikke bleg for at sige, at han er en tilfreds mand, som har alle forudsætninger for at være tilfreds med sig selv.
“Jeg er hvid, jeg er en mand, og så er jeg i starten af 40'erne. Jeg har alle forudsætninger for at være selvtilfreds,” griner han.