Fortsæt til indhold

Der er blevet bedre råd til at spare

Håndværkerne har fået travlt. Der er sat mange offentlige arbejder i gang, men også private kunder giver travlhed.

Samfund
Erling Baastrup

Det er kun halvandet år siden, at Morten Helle Aagesen startede eget vvs-firma i Skjød.
Der er nu så meget gang i forretningen, at han har ansat en kollega, Allan Juul, og købt en firmabil mere.
”Vi har svært ved at følge med efterspørgselen,” fortæller Morten, og han mener, at de to væsentligste grunde hertil er dels folks ønsker om at spare på energien, og dels den udvidede bolig-job-ordning.

Sparer på energien

”Vi kan mærke, at folk har fået lidt flere penge mellem hænderne. Man kan sige, at de nu har fået bedre råd til at spare,” siger Morten.
Det forholder sig nemlig sådan, at der er råd til at renovere udstyr, der bruger energi. Energioptimering af f.eks. ventilationsanlæg, pumper, jordvarmeanlæg og ældre gulvvarmeanlæg.
Her er investeringen i renoveringen snart hentet hjem igen.
Kundekredsen strækker sig ud over Favrskov til en god del af Østjylland, bl.a. Århus Midtby.

Træk på selvangivelsen

Den anden faktor er den udvidede bolig-job-ordning, hvor at man kan trække 15.000 kr. fra på selvangivelsen til håndværkerudgifter efter nærmere fastsatte regler. Nu for hver person i husstanden, der er fyldt 18 år.
Ordningen er også udvidet til at gælde fritidshuse.
”Ordningen betyder, at vi får ekstra mange reparations- og renoveringsopgaver. Det er ikke ualmindeligt, at folk renoverer køkken og badeværelse for 50-100.000 kroner,” siger Morten. Han har også konstateret, at travlheden blandt håndværkerne generelt betyder et større samarbejde mellem de lokale. Der bliver flere og flere pakkeløsninger.

Fra cirkulæret

*Man skal være skattepligtig i Danmark og være fyldt 18 år
*Husk dokumentation for arbejdet,
*Betal for arbejdet med elektronisk betalingsform
*Indtast udgiften hos SKAT. Det kan man gøre hele året.

Eksempler på arbejder, der kan trækkes fra

*Rengøring og vinduespudsning
*Vedligeholdelse og reparation af boligen
*Almindelig havearbejde
*Børnepasning, samt hente og bringe børn